Sød sommerlig cheesecake med hyldeblomst, hvid chokolade & citron 🍋

Lækker no-bake cheesecake med bund af havrekiks og blød ostecreme uden husblas.

Denne dejlige kage, lavede jeg for nylig til min mors fødselsdag. Kagen er meget enkel, men bliver alligevel rigtig fin med de små blade af skovsyre, der ligger gemt under et lag af hyldeblomstgelé. Selve ostecremen er nem at lave, da den er uden husblas. Cheesecakes består oftest af en kiksebund – det gør denne også, men i stedet for de traditionelle Digestive kiks, har jeg brugt havrekiks. Havrekiks giver kagen lidt kant og knas og smager dejligt sammen med vanilje og citron.

Du skal bruge (8 pers.)

Gelé

– 1/2 l. god koncentreret hyldeblomstsaft

– 5-6 blade husblas

Creme

– 100 g. mascarpone

– 300 g. neutral flødeost

– 1/4 l. piskefløde

– 2 spsk. sukker

– korn af 1 stang vanilje

– skal af 2 øko citroner

– 150 g. hvid chokolade

Bund

-200 g. havrekiks

-100 g. smør

Desuden rød eller grøn skovsyre.

Sådan gør du:

Bund: Knus havrekiksene og smelt dit smør. Bland kiks og smør sammen og fordel det i bunden af en springform / kagering, så blandingen danner bund i din kage. Stil bunden på køl i en halv til en hel time og lav imens din ostecreme:

Pisk fløden til skum sammen med sukker. Smelt chokoladen over vandbad. Pisk mascarpone og flødeost sammen med vaniljekorn og citronskal. Vend den smeltede chokolade i din ostecreme og vend derefter forsigtigt flødeskummet i. Smag cremen til med citronskal og vanilje. Hæld ostecremen over din kiksebund og læg forsigtigt skovsyre på kagen. Tryk dem lidt ned med spidsen af en kniv. Stil kagen på køl og lad den stå minimum tre timer.

Imens kan du lave din hyldeblomstgelé: Udblød hudblassen i koldt vand. Giv saften et opkog og smelt den udblødte husblas deri. Lad saften køle helt, før du forsigtigt hælder den over kagen. Hvis det er svært at styre, så hæld saften over kagen, nedover bagsiden af en ske.

Stil kagen på køl igen, til geléen har sat sig.

Er du vild med cheesecake, så prøv også denne efterårsudgave med pære og lakrids.

 

You may also like

3 kommentarer

  1. Tak for en dejlig kage, som smagte himmelsk under Svinkløv sommersolen 🙂
    Kærlig hilsen
    mor

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.