Hjemmelavet hønsesalat

Jeg har tit stået med en rest af en hel kogt kylling eller høne. Kødet kan bruges til mange ting, men hønsesalat smager sygt niced og kan bruges til mange forskellige ting. Fyld den lækre hønsesalat i en friskbagt croissant, top din frokostsalat med den, smid den i en sandwich eller på et ristet stykke rugbrød til frokost. Mulighederne er mange. Jeg laver min hønsesalat med ananas i stedet for asparges og champignoner, som mange nok kender den. Det er tysk inspireret og jeg synes,  det smager vildt lækkert og friskt. Jeg har også oplevet den tyske version med mandarin eller appelsinstykker i. Mums mums mums.

Du skal bruge (ca. 500 g. færdig salat):

– en god rest  kogt hønse- eller kyllingekød. Ca. 200-300 g.

– 100 g. kvark (creme fraiche eller lign. kan også bruges).

– 50 g. ananas.

– 3 spsk. mayonnaise.

– et skvæt citronsaft.

– 1 tsk. dijonsennep.

– en håndfuld toppe af bladselleri.

– salt og friskkværnet peber.

Evt. sprødstegt bacon og-/eller karse til pynt.

Sådan gør du: 

Start med at “trevle” dit kyllinge- eller hønsekød fra hinanden eller skær det i små bidder. Skær ligeledes ananas i små tern og hak toppene af bladselleriet.

Rør dressingen sammen af de resterende ingredienser og  vend kød og ananas i dressingen. Smag godt til med alle ingredienserne og lad salaten trække i en 1/2 time inden servering.

Servér evt. med lidt crunchy bacon på toppen.

Vil du lave croissanter at fylde salaten i, kan jeg varmt anbefale Claus Meyers opskrift og fremgangsmåde.

Continue Reading

Den bedste chokoladekage

Mn.. lækker chokoladekage med iskold flødeskum.

Hvad er din yndlings kage?  En af mine favoritter er chokoladekage, men den skal dæl’dytme smage af chokolade og den skal gerne være lidt klæg i det. Ikke noget med tørre krummer eller en kedelig kakaosmag.

Derfor laver jeg altid min chokoladekage a la en brownie. Loaded med lækker chokolade og smør og uden bagepulver eller natron, så den bliver tæt og kraftig i smag og konsistens. Du kan nemt lave et twist og komme lidt appelsinskal eller kaffe i kagen også,  hvis du vil ændre kagens karakter en smule.

Valnøddekernerne kan udskiftes med hasselnød eller hvad, du nu har, hvis ikke du er til valnødder.

Du skal bruge (10-12 stk.)

– 250 g. smør.

– 250 g. god mørk chokolade.

– 240 g. sukker.

– 2 spsk. mørk sirup.

– 4 æg.

– 1 tsk. vaniljesukker.

– 150 g. hvedemel.

– 150 g. valnøddekerner.

Sådan gør du:

Start med at smelte smør og chokolade ved svag varme. Lad herefter massen afkøle let.

Tag 10 -15 valnøddekerner fra til pynt og hak resten groft.

Smør en springform eller anden bageform (20 cm. x 30 cm.) og forvarm ovnen til 175 grader C. varmluft.

Pisk i en skål æg, sukker og vaniljesukker til en lækker, let og luftigt “æggesnaps” – sukkeret må ikke knase i skålen. Vend herefter forsigtigt resten af ingredienserne i æggemassen; mel, sirup, smør- og chokoladeblandingen og valnøddekernerne.

Hæld dejen i bage- eller springformen og bag chokoladekagen i cirka 35-40 minutter. Husk at ovne arbejder forskelligt, så hold øje med kagen undervejs.

Afkøl kagen og pynt med valnøddekerner. Servér med f.eks. vaniljeis eller flødeskum til.

Prøv en af mine andre favoritter med valnødder. Gulerodskage med creamcheese frosting og lime.

Continue Reading

Boller i karry. En ægte klassiker

Boller i karry. Så bliver det ikke meget bedre hva’?

Boller i karry er efterhånden en dansk klassiker på middagsbordet og retten smager da også fortrinligt, hvis den er lavet med en god karry og smagfulde kødboller. Skal der laves boller i karry herhjemme, så skal saucen være stærk og gerne med små lækre kødboller, man kan hapse i én mundfuld.

Karrysaucen smager også godt, hvis du udskifter fløde med kokosmælk.

Du skal bruge ( 4 pers.):

Kødboller:

– 500 g. hakket kalv/flæsk.

– 1 æg.

– 1 dl. hvedemel., ca.

– 1 dl. mælk.

– 2 løg, fintrevet.

– s/p.

Karrysauce:

– 35 g. smør.

– 25 g. mel.

– 4-5 dl. god grøntsagsfond (bouillon kan også bruges).

– 2 spsk. god karry (du kan med fordel lave din egen karry*).

– 1-2 dl. fløde.

– 2 tsk. løgpulver.

– 1 tsk. stærk chilipasta.

– 1 tsk. hvidvinseddike.

– s/p.

Tilbehør : løse ris og kokosmel. Du kan også toppe med lidt fintsnittet porre, æble, rosiner eller peanuts – lidt a la ristaffel.

Sådan gør du: 

Kødboller:

Rør kødet med salt og æg og tilsæt fintrevet løg, mælk og mel. Lad gerne farsen trække lidt på køl. Jeg plejer at fylde den på sprøjtepose, da det på den måde er let at sprøjte farsen ud i håndfladen til små kødboller. Ønsker du store kødboller, er de lettere at forme med en spiseske dyppet i vand.

Kog kødbollerne i vand i cirka 3-5 minutter. De er færdige, når de kommer op til overfladen.

Karrysauce:

Smelt smør i en gryde sammen med karry, chilipasta og løgpulver. Lad det bruse lidt af og drys så mel over og pisk langsomt din grøntsagsfond ind i smør -og melblandingen, til du har en tyk og cremet sauce. Tilsæt hvidvinseddike og fløde og smag saucen til med salt, friskkværnet peber og chilipasta. Læg kødbollerne i saucen og servér med ris og ønsket topping.

Er du vil med karry, så prøv også denne nemme pastasalat med røget hamburgerryg og cremet karrydressing.

 

* Karry er en krydderiblanding af tørrede stødte krydderier og den bedste karry får man som regel, ved at lave den selv. Blandingsforholdet af krydderier, varierer fra karry til karry, men indeholder ofte koriander, spidskommen, gurkemeje, hele kardemommekapsler, kanel, nelliker, peber, chili, kommen, allehånde, stødt ingefær og laurbærblade.

Continue Reading