Kikærter. Ristede & Krydrede

Kikærter kender du nok især fra humus, men de smager fantastisk, hvis de bliver krydret godt og ristes sprøde i ovnen.

Du kan både bruge kikærter på dåse, som både er udblødt og kogt. Ellers skal du huske denne proces inden du går igang, hvis du bruger tørrede kikærter.

De sprøde kikærter smager skønt på en indisk dahl, i salater, ovenpå suppe eller bare som snack til et godt glas vin.

Vild med snacks?

Du skal bruge (ca. 3 dl.):

– 240 g. kikærter (1 dåse).

– lidt olie.

– tørret, stødt chili.

– røget paprika.

– salt.

(andre krydderier som spidskommen, løgpulver, tørret persille eller hvidløgspulver, kan selvfølgelig også bruges.

Sådan gør du:

Skyl kikærterne godt og lad dem tørre. Vend kikærterne godt i olie og krydderier og bag dem i ovnen i ca. 30 minutter ved 180 grader °C. Vend gerne kikærterne lidt undervejs.

Continue Reading

KaramelKærlighed med Havsalt

Fudge med havsalt.

Jeg er vild med karamel og især i kombination med salt (eller chokolade).

Det kan være lidt svært at arbejde med sukker, men fudge er en af de typer karamel, der er rimelig håndterbart at arbejde med. Dog kræver det et sukkertermometer for at ramme den korrekte temperatur på karamellen og dermed den rigtige konsistens.

Du skal bruge (ca. 30 stk.)

– 1 dåse kondenseret mælk (400 ml).
– 80 g smør.
– 150 g brun farin.
– 1 vaniljestang, korn herfra.
– 1/2 tsk havsalt.

Sådan gør du:

Bland den kondenserede mælk, brun farin, smør og kornene fra vaniljestangen i en mellemstor gryde og smelt ingredienserne forsigtigt over middelvarme. Rør rundt med en grydeske indtil alt sukkeret er opløst. På pas, det ikke brænder på. Lad massen småkoge i cirka 10 minutter til karamellen rammer 115 grader °C.

Tag massen af varmen og rør i karamellen til den begynder at tykne. Det tager nogle minutter. Hæld herefter karamellen i en bradepande beklædt med bagepapir og lad den afkøle. Skær den i mundrette stykker, når den er helt afkølet.

Dyp den evt. i smeltet chokolade, når den er helt afkølet.

Karamellen kan holde et par uger i en tætlukket bøtte eller dåse.

Continue Reading

Soyaristede Mandler

Dejlig nem og lækker snack.

Snacks er godt. Hjemmelavede snacks er endnu bedre. De her mandler tager ingen tid at lave og smager fremragende til et godt glas øl eller vin.

Mandlerne er også lækre at bruge i en salat eller sammen med en omgang charcuterie. Vil du have mere smæk på smagen, kan du krydre dem ekstra med lidt peber, chili eller røget paprika.

Du skal bruge (200 g.):

– 200 g. mandler.

– 4 spsk. god soya.

– evt. røget paprika eller chili.

Prøv også mine sprøde salte mandler her.

Sådan gør du:

Start med at riste dine mandler på en varm pande. Tilsæt herefter soyaen og lad den koge ind i mandlerne, mens du rører rundt.

Når alt soyaen er suget ind i mandlerne er de klar. Drys evt. med ekstra krydderi, hvis det ønskes.

Opbevar mandlerne i et tætlukket beholder eller i et patensglas.

Continue Reading

Suppe af peberfrugt og chili med kerner og baconknas 🌶

Lækker cremet og spicy suppe.

Selvom det ikke er typisk vintervejr med sne og frost, så rusker det alligevel nok derude til, at det er lækkert at varme sig på en smasklækker omgang suppe. Denne peberfrugtsuppe er en af mine favoritter, når det kommer til suppe, fordi den er smækfyldt med smag, er dejlig cremet og spicy. De fleste supper er skønne, men personligt kan jeg godt gå død i de klassiske supper som asparges, tomat, græskar og kartoffel-porresuppe. Og så er den god fordi, du kan variere fyldet, så den aldrig bliver kedelig. Den smager godt toppet med lidt frisk, fintsnittet chili eller peberfrugt og en klat creme fraiche, suppehorn, suppeurter eller små kødboller. Her har jeg toppet den med grillet kylling, baconknas og græskarkerner.

Vild med suppe? Prøv også min lækre jordskokkesuppe.

Du skal bruge ( 4 personer):

– 6 stk. røde peberfrugt/snackpeber.

– 2 røde chili.

– 3 fed hvidløg.

– 2 løg.

– 2 tsk. paprika.

– 1/2 dl. piskefløde.

– 4 dl. fond (bouillonterning kan også bruges).

– Salt og peber.

Evt. persille til pynt, baconknas eller lign.

Sådan gør du: 

Rens og snit alle grøntsagerne groft.

Steg dem i lidt olie i en gryde sammen med paprika og hæld fond ved, så de er dækket.  Kog dem godt møre under låg.

Lav imens det fyld, du vil bruge i suppen. F.eks. pasta, bacon, ristede kerner, frisk fintsnittet rød peber eller lignende.

Afkøl suppen let og blend den igennem med en stavblender til den er helt glat og cremet. Varm den godt igennem og tilsæt piskefløde.  Smag til med salt og peber og tilsæt dit fyld. Enjoy 😉

Continue Reading