Pizza Time. Anytime

2016-09-01 20.12.11

AFFILIATE

Har du én pizzasten? Jeg overvejer selv at anskaffe mig sådan et bagestål her. Det skulle eftersigende være bedre til at holde på varmen og lede energi, end sten er – hvorfor det skulle være genialt til pizzabagning. En pizza skal jo som bekendt gerne have smæk på varmen, når den bages. Hvis du har erfaring med bagestål, så skriv gerne hvad, du synes om det.

Pizza Hawaii er en favorit. I hvert fald herhjemme og er foruden salami og pizza Margherita, absolut blandt dem, der går igen, når vi skal vælge pizza-topping. Er du ikke til ham og pineapple, kan jo selv være kreativ med dit fyld.

Forresten er Hawaii pizzaen, den mest populære pizza i Australien og på trods af sit navn, skulle den faktisk have sin oprindelse fra Canada. I hvert fald i følge Wiki, som jo er vores alle sammens sandhedsleksikon. Så ved du det – og her kommer opskriften.

Du skal bruge

10 g. gær

3 dl. lunkent vand

2 spsk. olie

1 tsk. salt

1 tsk. sukker

2 dl. durumhvede

4-5 dl. hvedemel, gerne “tipo 00”

 

1 ds. flåede tomater/4-5 friske hakkede tomater

1 ds. tomatpuré

et skvæt olie

2 fed hvidløg

1 løg

1 tsk. tørret oregano/ 1 spsk. frisk, hakket

1 tsk. sukker

salt/peber

 

50 g. emmentaler eller anden ost, revet

75 g. mozzarella

100 g. ananas, skåret i tern (eller 1 ds. ananas )

100 g. god skinke

En håndfuld friske basilikumsblade

 

Sådan gør du

Dej: rør gæren ud i vandet og tilsæt olie, sukker og salt. Olien er vigtigt i pizzadej og er med til at gøre dejen sprød og smidig. Så spar endelig ikke på den. Tilsæt melet lidt efter lidt og ælt dejen i 15 – 20 minutter eller til den er smidig og elastisk. Stil dejen i køleskabet til hævning i en stor skål, natten over*. Laver du tomatsaucen med det samme, sætter du også blot den på køl, så den er klar dagen efter.

Tomatsauce: Brænd din tomatpuré af i en gryde ved høj varme i nogle sekunder, så tomatsmagen træder i karakter. Tilsæt dine tomater og eventuelt lidt vand, hvis du synes, saucen er for tyk. Riv dit løg og og hak dine hvidløgsfed fint og tilsæt dem saucen. Smag til med krydderier og sukker og lad det snurre i et par timer. Juster din sauce med vand undervejs.

Når du er klar til pizzabagning: drys lidt mel på dit køkkenbord og ælt forsigtigt din dej. Del dejen i to kugler og lad dem hvile på køkkenbordet i en halv times tid. Du kan med fordel allerede tænde din ovn nu, så den er helt varm, når du skal bage din pizza. Herefter er du klar til at rulle din pizzadej ud. Gør det eventuelt med dine håndflader, hvis ikke kagerullen dur. Resten giver nok sig selv – læg pizzadejen på pladen, smør din pizza let med din tomatsauce og fyld på med ananas, skinke og top med ost. Bag din pizza – jeg varmer min ovn op til 250 ° C og bager den i cirka 10 minutter, men kan din ovn bage ved højere temperatur, så gør endelig det.

Er du til frisk basilikum, så top endelig din pizza med nogle af de aromatiske blade.

*skal du skynde dig, kan du fremskynde processen ved at lade dejen hæve lunt på et stuebord i cirka 1 – 1 1/2 time. Brug 20 g. gær. Du får dog klart det bedste resultat, ved at lade dejen hæve koldt natten over. 

Continue Reading

Crème brûlée m. hyldeblomst 🍃

creme brÛleé m. hyldeblomstSiden jeg var barn, har min mor hver sommer, lavet den mest fantastiske hyldeblomstsaft. Den plejer hurtigt at slippe op, men i år var jeg så heldig at få en hel flaske koncentreret saft. Derfor gik jeg straks i køkkenet for at give en gammel kending et friskt sommerpift. Må jeg introducere jer til denne lækre opskrift: crème brûlée med hyldeblomst.

Du skal bruge

4 æggeblommer

1 vaniljestang

1 dl. sukker

1/4 l. piskefløde

1/2 – 1 dl. koncentreret hyldeblomstsaft

70 g. sukker til karameltop

Sådan gør du

Varm forsigtigt fløden op i en gryde sammen med vaniljekorn – smid gerne vaniljestangen i gryden også.

Pisk i mens æggeblommer og sukker til en æggesnaps. Tilsæt herefter forsigtigt lidt af fløden til din æggesnaps og hæld det tilbage i gryden til resten af fløden. Pas på – massen må endelig ikke koge.

Tilsæt herefter din hyldeblomstsaft til din fløde -æggesnaps. Smag undervejs. Det er vigtigt, da hyldeblomstsaft varierer meget i syrlighed og sødme.

Si forsigtigt massen over i dine crème brûléeforme. Hvis der er mange luftbobler i overfladen, kan du ganske let brænde overfladen glat med gasbrænderen. Bag dem i en forvarmet ovn v. 125 grader i cirka 30 minutter. Hold øje undervejs. Crème brûléerne skal være glatte. Så sørg for at skrue ned for varmen, hvis de begynder at boble i overfladen. Sæt eventuelt dine skåle i en bradepande med vand under bagningen. Det vil sikre at temperaturen omkring skålene ikke bliver for varm.

Crème brûléerne sættes på køl minimum tre timer.

Straks før servering drysses crème brûléerne med et tyndt lag sukker, der brændes til karamel med gasbrænderen. Hold gerne brænderen lidt på skrå. Så brænder du nemlig ikke så let karamellen.

 

Continue Reading