Lækker citronskum

Her er en ganske nem måde, at pifte din nytårsmenu op på. Skummet er pisket af citronsaft, vand og Lecithin*, hvilket gør den stabil relativt lang tid. Det vil sige, at den ikke falder sammen på tallerkenen og er nem at arbejde med, når du skal anrette. Du behøver altså ikke bekymre dig om hurtig anretning, stres og jag. Jeg har lavet den på citronsaft, fordi jeg har planer om at servere skummet sammen med kammuslinger og spæde urter, men du kan sagtens vælge en anden smag. Prøv f.eks. at lave skum af appelsinsaft og brug det sammen med granitè.

Der bliver cirka 8 store skeer med skumtop.

Du skal bruge:

75 ml. citronsaft

75 ml. vand

1 1/2 tsk. lecithin

Sådan gør du

Bland citronsaft og vand og rør forsigtigt lecithinen ud i væsken. Pisk herefter til du har en lækker skum. Du kan evt. bruge en stavblender. Flyt hele tiden det øverste lag skum over i en tom skål. Så er det nemmest at få den nederste væske pisket til skum. Lad gerne skummet stå et par minutter for at “sætte sig”, inden du bruger det.

* Fås blandt andet hos Specialkøbmanden. Lecithin benyttes i det, man kalder for molekylær gastronomi.

Continue Reading

Rødbedesalat med et twist af jul 🌲

Lækker rødbedesalat med valnødder.
Lækker rødbedesalat med valnødder.

Trænger du til en ny salat til julebordet? Så skal du prøve min rødebedesalat med juledressing og nødder, som et alternativ til den sædvanlige rød -eller grønkålssalat. Jeg fandt en lækker honning med kanel, som jeg har lavet min dressing på. Kan du ikke finde det, så rør en knivspids stødt kanel i flydende honning.

Du skal bruge (4 pers.)

500 g. rødbede

1 god håndfuld bredbladet persille

50 g. valnøddekerner

2 spsk. citronsaft

2 spsk. flydende julehonning/(honning og kanel)

2 tsk. dijonsennep

s/p

Sådan gør du

Skræl dine rødbeder og skær dem i tynde strimler eller snit dem på et mandolinjern. Vask persillen grundigt og vend sammen med rødbederne. Jeg har brugt hele blade – hak dem, hvis du synes. Ryst din dressing sammen af honning, citron og sennep og smag til. Vær forsigtig med kanel, hvis du selv blander det i dressingen, da det hurtigt, kan smage for meget igennem. Hæld dressingen over din salat og drys til sidst med valnøddekerner.

Vi spiser den med andelår og gulerødder, men jeg er sikker på, den også smager dejligt med et stykke medister eller en frikadelle til.

 

Continue Reading

Frøsnappere med grøn pikantost

2016-09-28-17-23-38

Uhh, du kan sikkert huske frøsnappere fra folkeren eller fra din barndom. En rigtig frøsnapper er med klassisk rød pikantost, men da der lige var tilbud på nogle nye grønne smagsvarianter, er denne udgave her altså med grøn pikant og franske urter. En frøsnapper er nærmest en fyldt, twistet tebirkes (du kan også fylde den med en remonce af smør, sukker og vanilje) – i hvert fald består den klassiske dej af weinerbrødsdej, der er rullet i lag med masser af smør. Og som du nok har regnet ud, er der masser af smør i mine opskrifter. Hvis du ikke er rutineret, kræver det nok lidt håndelag og tålmodighed – og nok også et par forsøg, før du får den perfekte dej, men du vil ikke fortryde.

2016-09-28-17-24-57

Du skal bruge

Weinerdej

2 1/2 dl. sødmælk

25 g. gær

1 æg

50 g. sukker

2 tsk. salt

500 g. hvedemel

250 g. koldt smør ( eller 1 del smør til 2 dele færdig dej)

Andet

1 pakke pikantost

1 æg til pensling

Blå birkes til pynt

Sådan gør du

Sørg for at dit smør er koldt, før du går i gang. Det er meget vigtigt, da du ellers får svært ved at arbejde med den. Lun mælken og opløs din gær heri. Tilsæt æg sukker og salt og ælt hvedemel i dejen til den er glat og smidig. Rul din dej ud til et kvadrat på cirka 1 cm. tykkelse (30 cm. x 30 cm.). Skær dit smør i tynde skiver (brug f.eks. en ostehøvl) eller bank det fladt og læg det på 2/3 af dejen. Fold dejen sammen i tre lag, så dejstykket uden smør foldes ind først. Læg herefter din dej og resten af smørret på køl igen i cirka en halv time. Gentag sammenlægningen og udrulningen to gange. På den måde får du 3 x 3 x 3 foldninger og derved 27 lag smør. Denne teknik kaldes brevfoldning og er forholdsvis simpel. Når dejen er rullet og har hvilet, så smørret kan sætte sig, er den klar til brug.

Rul din dej ud til et rektangel på 30 cm. x 40 cm. og fordel din smøreost på 2/3 af dejen. Fold dejen sammen i tre lag, så dejstykket uden ost foldes ind først. Skær dejen ud i cirka 12 stykker af 3 cm. Giv hvert stykke et snit langs midten. Træk lidt i hvert dejstykke og drej enderne som en spiral. Lad dem hæve 15 minutter og varm i mens din ovn. Pensel dem med æg og drys med blå birkes. Bag frøsnapperne i cirka 12 minutter eller til de er gyldne v. 200 °C.

Continue Reading

Hjemmelavet Bearnaise

2016-09-18-15-04-20

En af de lækreste saucer der findes, er en hjemmepisket bearnaisesauce. I hvert fald i min optik. Men jeg er også typen, der kan spise bearnaisesauce med en ske. Bearnaisesauce er en ægte sauce, hvor smør og æggeblommer emulgerer ved hjælp af syre – ligesom du måske kender det fra mayonnaise. Men det er ikke spor svært at lære og har du først teknikken og kan fremtrylle din egen bearnaise, går du aldrig tilbage til pulversauce. Du skal blot være tålmodig og passe godt på med varmen, så bearnaisen ikke skiller. Kan du lave din egen bearnaise, ja så kan du jo også allerede lave din egen hollandaise, så det er bare om at komme i gang. Løbeturen kan vente 😉

Du kan jo servere til, hvad du lyster, men da bearnaise er en relativt dyr sauce, hvis ikke du har alle ingredienserne på lager, så jeg synes sagtens en hakkedreng serveret til, kan gå an🍴

Du skal bruge

250 g. smør

4 æggeblommer

8 spsk. hvidvinseddike ( du kan erstatte dette med hvidvin eller en blanding af vand og citron )

8 spsk. eddike

1 skalotteløg

Et bundt frisk estragon

Sådan gør du

Start med at lave din essens. Det gøres ved at koge eddike og hvidvin/vand ind sammen med et fintsnittet løg og dine estragonstokke. Det skal koges ind til det halve. Si blade og løg fra din essens.

Hak dine estragonblade fint og gem dem til du har lavet din sauce.

Klar dit smør, ved at smelte det ved lav varme og kassér bundfaldet. Pisk herefter dine æggeblommer sammen med din essens over lav varme (eller over vandbad) til det er tykt og skummende. Vær tålmodig – det tager lidt tid. Du kan bruge “slukket varmeplade – teknikken”, som jeg kalder den, ved simpelthen at bruge eftervarmen fra en nyligt slukket kogeplade. Pisk herefter, stadig over lav varme, forsigtigt dit smør skefuld efter skefuld ind i dine æggeblommer, til det har en cremet og lækker blød konsistens. Du kan også fylde dit smør i en lille kande, så du kan hælde det i en tynd stråle, mens du pisker.

Smag til med salt og peber og tilsæt dine hakkede estragonblade og servér straks.

Continue Reading

Nødde – Kokosbar

2016-09-13-22-24-09

Det er jo lige før, jeg hverken orker at spise eller lave mad i den varme, vi har nu. Selvom det er ret fantastisk med sommer i september! Man bliver jo helt høj af det. De her lækre kokosbarer med nødder, sneg sig alligevel ind i ovnen i dag. De skulle have været til müslibarer i den sundere ende, men med en masse tørret kokos på lager, blev det til de her lidt bounty -agtige barer. Du kan undlade chokoladen, hvis du synes, det er lige lidt for meget af det gode. Jeg synes, det er lækkert med den helt mørke choko, til den søde og lidt salte bar. Du kan jo også variere fyldet, hvis du f.eks. ikke er til salte cashewnødder – men hvem er ikke det 😉

De kan godt være lidt klistrede , så det kan være en god idé at pakke dem ind i madpapir eller lignende.

2016-09-13-22-23-28

Du skal bruge

200 g. hasselnødder

150 g. kokosmel

50 g. kokosflager

50 g. havregryn

100 g. saltede cashewnødder

50 g. tørrede tranebær

1 dåse kondenseret sødet mælk

100 g. god mørk chokolade

Sådan gør du

Lun din kondenserede mælk. Pas på med varmen, så du ikke får karamel helvede i køkkenet.

Hak alle dine nødder og vend dem i den lune kondenserede mælk sammen med havregryn, kokosflager, kokosmel og tranebær. Det skal være sejt at røre i. Beklæd herefter et fad eller en bageplade med bagepapir og fyld din nøddemassen ud heri, cirka 1 – 1 1/2 cm. tykkelse. Glat eventuelt overfladen let med bagsiden af en fugtig ske.

Bag massen i ovnen ved 130 grader i en time.

Afkøl massen let før du skærer dem i passende størrelse. Stil herefter barerne på køl. Overtræk dem eventuelt med smeltet chokolade.

 

Continue Reading

Butterdej med jalapeños, oliven og cheddar

 

2016-09-06 21.08.20

Små snegle af butterdej

Mangler du en nem lille snack til tapas eller til lignende, så er de her snegle et hit. Du kan bruge det fyld, du ønsker. Jeg har f.eks. før brugt pesto og serveret dem som tidlig snack til nytår. Her er der to forskellige slags, nemlig en med oliven og en med jalapeños og rød cheddar.

Du skal bruge

4 plader butterdej eller en portion weinerdej.

10-12 sorte oliven uden sten (f.eks. Kalamata)

2 spsk. olivenolie

10-12 syltede jalapeños

20 g. rød cheddar

1 æg til pensling

Friskkværnet peber og et nip salt

Sådan gør du

Dræn dine oliven og jalapeños for vand. I to skåle hælder du 1 spsk. olie i hver. Hak dine oliven fint. Hak ligeledes dine jalapeños og din cheddar fint. Put oliven i den ene skål og cheddar og jalapeños i den anden. Giv hver skål en nip salt og et skud peber.

Fordel fyldet på dine butterdejspader, pensel kanterne med æg og rul dem sammen. Skær dem i cirka 1 cm. tykkelse og sæt dem på en bageplade beklædt med bagepapir. Vær forsigtig -de går let i stykker 🙂 Inden de bages, pensles de med æg på toppen. Bag i cirka 15 minutter v. 200 ° C.

 

Continue Reading

Lækre smørbagte græskarbrud

Smørbagte græskarbollerDe her små hapsere er altså virkelig skønne. Egentlig er de lidt “et tilfælde”. More or less. Min kæreste har fra tid til anden foreslået, om ikke jeg kunne bruge min famøse muffin silikoneplade til andet end muffins. Derfor har jeg i ny og næ, prøvet mig lidt frem og det bedste resultat, er opskriften på de her fødselsdagsagtige boller, bagt med smør.

Du skal bruge

20 g. gær

3 1/1 dl. mælk

50 g. smør, smeltet og afkølet

6-7 dl. hvedemel

En god håndfuld græskarkerner

1 tsk. sukker

2 tsk. salt

Sådan gør du

Start med at smelte dit smør, så det kan nå at køle lidt af, inden du går i gang. Opløs gæren i mælken og tilsæt smør og sukker under omrøring. Når nu du alligevel er i gang med at smelte dit smør, så sørg for kun at bruge det, du alligevel har klaret – lad det hvide i bunden ligge. Rør melet i og ælt 10 minutter før du tilsætter salt. Ælt videre i cirka 10 minutter eller til du har en lækker elastisk dej. Tilsæt til sidst dine græskarkerner.

Stil dejen til hævning en times tid. Når dejen har hævet, kan du enten vælge at forme det til boller på normal vis eller gøre som jeg: tag to skeer, dyppet i vand, og fordel forsigtig din dej i dine silikoneforme. Pas på ikke at slå luften ud af dejen. Lad dem efterhæve i tyve minutter, før du bager dem v. 200° C i cirka en halv time.

Continue Reading

Dulce de Leche af kondenseret mælk

Det er smadder nemt at lave sin egen karamelcreme og denne opskrift sikrer dig et resultat, der giver den lækreste fløjlsbløde karamel. Du kan bruge Dulce de lechekaramellen i diverse desserter eller bruge den, som den er. Den smager også rigtig godt varm over vaniljeis. Eller prøv at bruge noget af den i din smørfrosting (vanilje, flormelis, smør og en klat dulce de leche) – så har du den lækreste karameltopping til dine cupcakes. Karamellen kan holde flere uger, hvis den står på køl.

Du skal bruge

1. dåse sødet, kondenseret mælk*

Vand

Sådan gør du

Din dåse med sødet, kondenseret mælk kommes i en gryde med vand. Dåsen skal være dækket helt af vand. Lad det småsimre i 3 timer. Hold øje undervejs – dåsen skal være dækket af vand hele tiden. Hvis ikke den er det, risikerer du, at dåsen bliver overophedet og dåsen eksploderer. Prøv at google “dulche de leche explosion” og du kan se, hvor galt det kan gå. Karamel kaos – det har vi ikke lyst til.

Efter tre timer, tages dåsen op. Lad det af køle en times tid, før du åbner og hælder det på glas.

* det er vigtigt, at din kondenseret mælk er sødet. Ellers vil den ikke blive til karamel under kogningen. Du kan købe sødet kondenseret mælk på dåse i de fleste supermarkeder.

Continue Reading

Søde majskolber

Jeg ved ikke, hvad det er, med de her Majskolbe med smør og saltsprøde søde majskolber. Det er noget af den bedste sommerspise, jeg ved og jeg vil langt hellere hapse sådan et par gule fiduser her på grillen , end jeg vil have pølser og brændt hvidløgsbrød.

Du kan lave forskellige tapenader eller kryddersmør til, men jeg fortrækker den med plain koldt smør og salt. Yum. Brug endelig en lækker flagesalt. Det er jo ikke en egentlig opskrift, for det er kun en kogning eller en tur på grillen , der skal til her ( du kan også spise dem rå – skær med en skarp kniv majsene fri fra kolben). Men for en god ordens skyld, får du her fremgangsmåden for kogte og grillede majskolber.

Du skal bruge

1-2 majskolber

Vand

Iskoldt smør og salt til servering

Sådan gør du

Bring en stor gryde med vand i kog. Fjern i mens blade og hår fra majskolberne. Del dem eventuelt i to. Kog dem møre i cirka 8-10 minutter.

Vil du grille majskolberne, skal du beholde bladene på og lade dem trække i koldt vand i en halv times tid. Smid dem på grillen med blade på i cirka 15-20 minutter. Fjern herefter blade og hår og server med iskoldt smør og saltflager.

Continue Reading

Syltede rødløg

Syltede rødløgSyltede rødløg smager fantastisk. Og så er de ganske simple at lave og er et herligt pift på din hotdog og i din burger, såvel som i din salat. Du kan også bruge dem i de her lækre pitabrød , sammen med en hakkebøf, grønt og denne lækre estragon-dip. Jeg har valgt at tilsætte stjerneanis til min lage, men tilføj det, du kan lide. Tranebær eller et par laurbærblade gør sig også godt med rødløg.

 

Du skal bruge

3 rødløg

1 dl. sukker

1 1/2 dl. eddike

1 1/2 dl. vand

8 -10 sorte peberkorn

1 -2 hele stjerneanis

Sådan gør du

Start med at pille rødløgene og snit dem i fine ringe. Jeg snitter dem på mit mandolinjern, men det er fordi, jeg synes resultatet bliver smukkere at se på. Du kan også skære dem i tynde både – det er lækkert , hvis du skal bruge dem i en salat. Find et passende glas (med låg), rengjort og skyllet i atamon og fyld dine rødløg over i.

Giv de resterende ingredienser et opkog* og hæld din syltelage over rødløg i glas. Sæt låg på og stil på køl i et døgn. Løgene kan snildt holde sig 2-3 måneder på køl.

* har du ikke tid til at vente , kan du fremskynde processen ved at koge dine rødløg et par minutter i lagen, før den hældes på glas.

Continue Reading