Små fastelavnsboller med lækkert flødefyld.

Flødefyldte fastelavnsboller. Så bliver det ikke meget bedre. Hindbærskum og hasselnøddecreme og portvinsmarinerede blåbær med vaniljefløde.

Jeg ved godt, at kalenderen ikke engang har ramt februar endnu, men fastelavnbolle-festen, starter altså allerede i januar herhjemme. De små lækre vandbakkelser, fyldt med flødeskum. Ja de er altså ikke til at stå for.

Når de fine, færdige fastelavnsboller står der og kigger på en, kan det være svært at vælge, hvilket fyld det skal være. Ren luksus ja, men det kan altså være svært at vælge, om det skal være den med hindbærskum eller den med creme. Derfor laver jeg vandbakkelserne små – så er der nemlig plads til at smage flere forskellige 😉

Jeg har lavet to slags fyld. Én slags med hindbærskum og hasselnøddecreme og en anden slags med portvinsmarinerede blåbær og vaniljeskum. Du kan også vælge at komme kogt creme vendt med fløde i.

Du skal bruge (ca. 10 små).

Vandbakkelser:

– 75 g. smør.

– 1 æg (evt. 1/2 ekstra).

– 3/4 dl. vand.

– 6 spsk. hvedemel.

– 1/2 tsk. sukker.

Fyld:

– 1/4 dl. fløde.

– korn af 1/2 vaniljestang.

– 25 (ca). blåbær.

– 4 cl. portvin.

– 1 tsk. sukker.

– 2 spsk. hindbærmarmelade.

– 2 spsk. hasselnøddecreme* eller nougat.

Evt. flormelis og kakao til glasur.

Sådan gør du: 

Fyld:

Mos dine blåbær let og hæld portvin og sukker over. Lad dem trække, til du skal fylde dine fastelavnsboller. Gem evt. et par ekstra bær, til at pynte med.

Pisk fløden til skum. Tag halvdelen fra og vend med marmelade og fyld i en sprøjtepose. Resten vendes med vaniljekorn og fyldes ligeledes i en sprøjtepose. Læg flødeskummet på køl, så det er klar, når du skal samle dine fastelavnsboller.

Vandbakkelser:

Start med at smelte smør og vand i en gryde. Lad det afkøle let og pisk herefter mel og sukker i dejen. Pisk til dejen er samlet og slipper gryde og ske. Pisk herefter forsigtigt lidt sammenpisket æg i ad gangen. Hellere bruge for lidt æg end for meget. Bliver dejen for tynd, må du starte forfra. Den skal gerne kunne stå af sig selv.

Sæt dejen på en bageplade med to skeer og bag vandbakkelserne i ovnen i ca. 20. min. v. 200 grader C.  Åben ikke lågen undervejs, da du således risikerer at vandbakkelserne falder sammen.

Når vandbakkelserne er kølet af, er de klar til at fylde. Flæk dem og læg et par blåbær på halvdelen og fordel vanilje fløden udover. Læg ligeledes lidt hasselnøddecreme over resten og fordel hindbærskummet over.

Top evt. med glasur og ekstra bær.

* Du kan nemt lave din egen hasselnøddecreme af hasselnødder og hasselnøddeolie. Alternativt kan du ty til nutella eller lign. 😉

You may also like

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *