Guacamole. Verdens bedste dip.

Servér f.eks. din guacamole med lidt lime og crème fraiche, hvis det er til nachos.

Guacamole er verdens bedste dip, hvis du spørger mig. Den grønne, cremede og bløde mos, er god til både nachos, pitabrød og burger eller under en rejemad på et stykke ristet rugbrød. Eller bare som dip til snackgulerødder og agurkestave. Jeg har smagt mange forskellige udgaver og her skal du få mit bedste bud på en lækker guacamole, som jeg synes, den skal være. Jeg tilføjer en skefuld crème fraiche i min, men du kan sagtens bruge en god olivenolie i stedet. Det hører sig ikke til i en “ægte” guaca, men så længe guacamolen ikke er sjasket til i crème fraiche, så synes jeg, det fungerer rigtig godt.

– Og nå ja, så er det mega nemt at lave!  So get to it 😉

Du skal bruge (3-4 pers.):

– 4 modne avocadoer.

– 1 spsk. crème fraiche.

– 1/2 lime (saft).

– 3 fed hvidløg.

– 1 chili.

– salt og friskkværnet peber.

Evt. lidt tørrede chiliflager til at pynte med.

Sådan gør du*:

Fjern skal og sten fra dine avocadoer og mos avocadokødet med en gaffel. Hak chili og hvidløg fint og vend i avocadomosen sammen med limesaft, crème fraiche, salt og peber. Smag til med lime, salt og peber og drys med lidt chiliflager før servering. Voila! Så er der lækker guacamole.

* Vær opmærksom på at avocadokødet oxiderer, når det kommer i kontakt med ilt. Skal du ikke servere guacamolen med det samme, er det en god idé at hælde limesaft på hele overfladen og/-eller dække tæt til med film direkte på guacamolen, for at mindske en brunlig overflade mest muligt. 

You may also like

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.