Jeg praler altid af, at jeg laver den bedste ragú i regionen. Bolognese, kødsovs om man vil. Og taget i betragtning af, hvor mange pastaretter jeg har her på bloggen, er det sgu lidt imponerende, at jeg endnu ikke har fået smidt min opskrift på bolo’ op. Så den får I selvfølgelig her. Jeg beklager forsinkelsen 😉
Jeg har smagt virkelige mange forskellige udgaver af den klassiske kødbaserede sovs, men få personer rammer den altså lige i røven.
Lad mig sige det sådan; jeg gider ikke finde majs, squash, peberfrugt og alle mulige “vi har forsøgt at gøre den lidt sund” – initiativer i min bolognese. En klassisk italiensk ragú er ikke sund. Den smager godt, fedt, salt og sødt. Og spises med kridhvid spaghetti og en god parmesanost. De eneste grøntsager, der finder vej til min udgave er selleri, gulerødder, løg og hvidløg. Hvidløg er nok ikke helt efter forskrifterne, men det er så mit lille diskrete indspark, som de fleste nok i virkeligheden kommer i. Og så synes jeg i øvrigt, det er synd og skam at fyre rødvin i. Jeg ved, mange gør det, men lad mig for pokker drikke den ved siden af. Tomaterne indeholder rigeligt syre og sovsen, hvis den får lov at hygge sig længe nok, indeholder nok smag og dybde uden.
Og sidst men ikke mindst – ketchup, nej tak!
Du skal bruge (4-5 pers.):
– 500 g. oksekød.
– 150 gr pancetta dolce (stribet flæsk eller bacon i mangel på den italienske udgave).
– 3 gulerødder.
– 1 stilk bladselleri (eler en skive knoldselleri).
– 1 stort løg.
– 3 fed hvidløg.
– 50 gr. tomatkoncentrat.
– 1/2 l. vand.
– 1 dl. god olie.
– 3 spsk. tørret oregano.
– Salt, peber og et nip sukker.
Spaghetti og parmesanost.
Sådan gør du:
Start med at skære alle dine grøntsager i små tern. Det samme med din pancetta. Brun pancettaen godt af i olie i en dyb pande og tilsæt herefter grøntsagerne. Svits det hele let og tilsæt herefter kødet og brun det med.
Når kødet er brunet af, tilsættes tomatkoncentrat og vand samt krydderier. Smag til og så gælder det om at have tålmodighed. Læg låg på panden og lad retten simre i 1-2 timer. Rør i den et par få gange undervejs. Ragúen skal være kogt godt ind, ingen gider en tynd og pjasket bolognese. Smag tilsidst retten til med salt,peber og eventuelt lidt ekstra sukker, hvis retten er meget syrlig.
Kog spaghetti og vend den i din ragú, så sovsen omsvøber alt den lækre spaghetti. Top med revet parmesanost.