Tysk skinkesalat er på ingen måde at sammenligne, med den danske udgave af skinkesalat. Bedre kendt under navnet fuglekvidder. Eller en tyk mayonnaise rørt med gummiagtige champignoner og bacon. Eiw og nej tak, bliver det her fra.
Den tyske udgave er mere let i det og er spækket med hakkede pickles, syltede drueagurker eller lignende, som tilfører friskhed til skinkesalaten. Desværre er den ikke lige sådan til at opstøve, så derfor er det jo mægtigt, at man kan lave den selv.
Du skal bruge (2-3 pers.):
– 2 dl. creme fraiche (undlad at bruge en alt for lav fedtprocent. Det giver en tynd og sjasket skinkesalat).
– 1 spsk. mayonnaise.
– 1/2 tsk. dijonsennep.
– 4 store syltede drueagurker (eller 8-10 stk. cornichoner).
– 3 tsk. picklejuice fra glasset.
– 200 g. kogt skinke.
– 1/2 bdt. purløg.
– 1 tsk. løgpulver
– salt og friskkværnet peber.
Sådan gør du:
Start med at røre din dressing sammen af mayo, creme fraiche, dijonsennep, løgpulver, picklejuice, fintklippet purløg, salt og peber.
Hak dine syltede drueagurker fint og skær den kogte skinke ud i fine strimler. Rør begge dele i dressingen og smag til med salt, peber og picklejuice. Lad gerne din fleischsalat trække 1/2 time på køl før servering. Und so! Lækker tysk fleischsalat lige til at smække på din rugbrødsmad.