Tørret, frisk, lang eller kort. Tagliatelle, Cannelloni, Conchiglie, Farfalle. Fettuccine, Fusilli, Ravioli, Tortellini, Spaghetti.
Kært barn har, som bekendt, mange navne og når det kommer til pasta, er jeg vild med alle afskygninger, der findes. Her kommer en af mine yndlings pastaopskrifter. Den er nærmere bestemt med frisk tagliatelle.
Pasta bliver allerbedst, hvis det er lavet helt enkelt. Sådan at pastaen får lov til at være centrum i retten. Her får den friske tagliatelle selskab af flødestuvede svampe og en masse frisk persille.
Retten smager skønt og tager ikke mange minutter at lave.
Er du vild med nemme pastaretter, så prøv også min opskrift på Carbonara.
Du skal bruge (2 pers.)
250 g. frisk tagliatelle
1/4 l. piskefløde
1 dl. fond
200 g. svampe
En stor håndfuld persille
Et skvæt citronsaft (eller hvidvinseddike)
S/P
Sådan gør du
Rens dine svampe og halvér dem, hvis du synes. Sæt vand over til pasta (husk godt med salt i vandet!). Mens vandet bringes til kog, steges svampene i smør til de får farve. Tilsæt fond og lad det simre lidt med svampene. Tilsæt fløde og lad retten simre videre et par minutter. Smag til med s/p og et skvæt citronsaft.
Hak persillen fint. Når pastaen er kogt, vendes den med de flødestuvede svampe og den friske persille drysses over.
Top evt. med et ekstra skvæt citronsaft, friskkværnet peber og lidt parmesanost.
3 kommentarer