Haydari

Tyrkisk inspireret cremet feta-dip. Sindssygt lækkert, cremet og salt dip af feta, bagt peberfrugt, creme fraiche og persille.

Det er virkelig nemt at lave og passer til både pita, wraps eller som dip til grønsager eller chips.  Dippen fungerer også godt som kold sauce f.eks. til ovnkartofler eller grillede grøntsager.

Du skal bruge (4-6 pers.):

100 g. god feta (undgå salattern,  da de oftest er for tørre.

1 dl. creme fraiche.

3 spsk.  hakket persille (hold evt. lidt tilbage til pynt).

2 tsk. paprika.

2 røde peberfrugter.

Salt og peber.

Lidt god olivenolie.

Sådan gør du:

Start med at rense dine peberfrugter og skær dem i kvarte. Grill dem ved høj varme i ovnen til skindet begynder at blive sort og løsne sig. Det tager ikke mange minutter. Køl dem let af og træk herefter skindet af dem. Kassér skindet.

I en skål blendes peberfrugt med de resterende ingredienser. Smag til og pas på med saltet,  da fetaen også tilfører salt til dippen.

Drys den færdige dip med lidt friskhakket persille og dryp med lidt olivenolie.

Continue Reading

Fastelavnsboller

Der er absolut ingen grund til, ikke at tage forskud på fastelavnsbollerne. De smager simpelthen så godt, at man kan undre sig over, de “kun” skal spises til fastelavn. De findes jo i et utal af varianter. Denne her er rimelig klassisk. Dejen er en gærdej med smør og indeni er der vaniljecreme. Du kan også sagtens fylde andet i, som f.eks. lidt hindbærsyltetøj eller en chokoladeknap. Pas dog på med ikke at overfylde dine boller, så alt det dejlige fyld ender med at løbe ud.

Du skal bruge (16 stk.)

Dej

400 g. hvedemel

75 g. smør

25 g. gær

3 dl. mælk

1 æg

15 g. sukker

1 tsk. kardemomme

1/2 tsk. sukker

1/2 tsk. salt

Crème

3 dl. mælk

1/2 stang vanilje

2 æggeblommer

15 g. sukker

2 spsk. maizenamel

Evt. flormelis og kakaopulver til glasur.

Sådan gør du

Opløs gæren i mælken. Bland i en anden skål mel og smør godt sammen og tilsæt kardemomme. I en tredje skål piskes æg godt sammen med sukker og salt. Pisk æggeblandingen sammen med gær og mælk og bland det herefter sammen med mel og smør. Det hele skal samles godt til en blød og lækker dej. Stil den på køl i godt en time og lav imens din creme:

Flæk vaniljestangen og skrab kornene ud. Put korn og stang i en gryde med mælk og lun det. Pisk æg og sukker sammen med maizena og tilsæt forsigtigt den lune mælk. Hæld blandingen tilbage i gryden og pisk over varme, til den tykner. Afkøl din creme.

Slå din dej ned og rul den ud til en stor firkant. Skær den i 16 ligestore stykker og fyld en lille skefuld creme på hver. Hver fastelavnsbolle skal nu foldes sammen. Tag fat i enderne og fold dem ind mod midten af bollen og klem dem sammen. Sæt dem på en bageplade beklædt med bagepapir – med sammenfoldningen nedad og lad dem efterhæve i 20 minutter. Pensel dem gerne med lidt æg, før du bager dem i cirka 15 minutter ved 200 grader. De skal være fine gyldne på toppen.

Pynt evt. med glasur af flormelis, kakao og lidt vand eller si lidt flormelis ovenpå.

 

 

 

Continue Reading