Rødbederne, som er i sæson fra august -april, synger efterhånden på sidste vers. Derfor har jeg de sidste dage, lavet en del retter med rødbede, for lige at få de sidste med, inden foråret bugner af nye lækre forårsråvarer. Hvis ikke du har syltet rødbeder henover vinteren, er det også en god idé at gøre det nu.
Denne røbedesalat er nem at lave og smager godt til et stykke kød, en karbonade eller laks. Men den smager faktisk også godt i sig selv og egner sig derfor er også godt som frokostsalat, f.eks. i madpakken.
Du skal bruge (2 pers.):
3-4 rødbeder (beregn ca. 1,5 rødbede pr. person, alt efter størrelse.
100. g. fetaost.
1/2 fennikel.
1 lille håndfuld hasselnødder.
2 spsk. olivenolie.
2 tsk. balsamicoeddike.
2 fed hvidløg.
1 tsk. dijonsennep.
Salt og peber.
Masser af purløg.
Sådan gør du:
Start i god tid, da rødbederne skal afkøles.
Skyl rødbederne grundigt og kog dem møre i ca. 40 min. Prik i dem med en kødnål (eller andet), for at sikre, de er møre. Alt efter størrelse varierer kogetiden en del.
Når rødbederne er færdiggjort, så giv dem “et chok” med iskoldt vand, så kan du let smutte skrællen af (ligesom når, du smutter mandler).
Afkøl rødbederne og skær dem i tern.
Rist hasselnødderne let på en pande og hak dem groft. Ryst eller pisk dressingen sammen af hvidløg, olie, eddike, salt og peber.
Vend tern af rødbede i dressingen og fordel dem i et fad. På et mandolinjern snittes fennikel fint. Fordel fennikel og feta over rødbederne og drys til sidst med masser af purløg og de ristede hasselnødder.