Rødbedesalat m. fennikel og feta

Rødbedesalat med feta, fennikel og hasselnød.

Rødbederne, som er i sæson fra august -april, synger efterhånden på sidste vers. Derfor har jeg de sidste dage, lavet en del retter med rødbede, for lige at få de sidste med, inden foråret bugner af nye lækre forårsråvarer. Hvis ikke du har syltet rødbeder henover vinteren, er det også en god idé at gøre det nu.

Denne røbedesalat er nem at lave og smager godt til et stykke kød, en karbonade eller laks. Men den smager faktisk også godt i sig selv og egner sig derfor er også godt som frokostsalat, f.eks. i madpakken.

Du skal bruge (2 pers.): 

3-4 rødbeder (beregn ca. 1,5 rødbede pr. person, alt efter størrelse.

100. g. fetaost.

1/2 fennikel.

1 lille håndfuld hasselnødder.

2 spsk. olivenolie.

2 tsk. balsamicoeddike.

2 fed hvidløg.

1 tsk. dijonsennep.

Salt og peber.

Masser af purløg.

Sådan gør du:

Start i god tid, da rødbederne skal afkøles.

Skyl rødbederne grundigt og kog dem møre i ca. 40 min. Prik i dem med en kødnål (eller andet), for at sikre, de er møre. Alt efter størrelse varierer kogetiden en del.

Når rødbederne er færdiggjort, så giv dem “et chok” med iskoldt vand, så kan du let smutte skrællen af (ligesom når, du smutter mandler).

Afkøl rødbederne og skær dem i tern.

Rist hasselnødderne let på en pande og hak dem groft. Ryst eller pisk dressingen sammen af hvidløg,  olie, eddike, salt og peber.

Vend tern af rødbede i dressingen og fordel dem i et fad. På et mandolinjern snittes fennikel fint. Fordel fennikel og feta over rødbederne og drys til sidst med masser af purløg og de ristede hasselnødder.

Continue Reading

Ramsløgspesto

Mnn.. ramsløgspesto er absolut én af de bedste pestoer, du kan spise! Vend den f.eks. med nye kartofler eller i frisk tagliatelle og top med lidt ekstra parmesan… Oh Lord! 😍

Lige nu pibler ramsløgene frem i skovbunden og er du så heldig at have en skov i nærheden, hvor du frit kan plukke, ja så er det bare om at komme i gang med at samle et forråd. Den lækre urt, der smager mildt af hvidløg og purløg , kan både tørres og fryses. På den måde kan du f.eks. lave lækker ramsløgssmør- og pesto året rundt.

Ramsløg smager også skønt i pastaretter eller fintsnittet, frisk som den er, over en salat, æggekage eller lignende.

Yummers, det dufter af forår.

Du skal bruge (giver ca 350 g. færdig pesto):

– 50 friske ramsløgsblade.

– 125 g. hasselnødder.

– 100 g. parmesanost.

– 6-7 dl. neutral olie.

– 4 fed hvidløg.

– salt og peber.

Sådan gør du:

Start med at klargøre alle dine ingredienser; skyl dine ramsløgsblade og lad dem dryppe af for vand, riv parmesanosten fint og pil hvidløgsfedene.

Rist hasselnødderne godt af på en pande.

Herefter blendes alle ingredienserne sammen med olien (der kan naturligvis også bruge en morter, hvis man har temperament til det). Hold eventuelt lidt af olien tilbage i starten, så du får den ønskede konsistens. Den må gerne være lind, således af den nemt kan vendes i salater, smøres i sandwich mm.

Smag til med salt og peber. Vær opmærksom på, at parmesanosten er salt, så vær forsigtig med at salte.

Og bum, så er der færdig ramsløgspesto. Andre nødder kan naturligvis også bruges, hvis man foretrækker det.

Continue Reading

Hjemmelavet fleischsalat

Jep, lækker tysk fleischsalat, lige til at smøre på brødet eller i en lækker sandwich.

Tysk skinkesalat er på ingen måde at sammenligne, med den danske udgave af skinkesalat. Bedre kendt under navnet fuglekvidder. Eller en tyk mayonnaise rørt med gummiagtige champignoner og bacon. Eiw og nej tak, bliver det her fra.

Den tyske udgave er mere let i det og er spækket med hakkede pickles, syltede drueagurker eller lignende, som tilfører friskhed til skinkesalaten. Desværre er den ikke lige sådan til at opstøve, så derfor er det jo mægtigt, at man kan lave den selv.

Du skal bruge (2-3 pers.):

– 2 dl. creme fraiche (undlad at bruge en alt for lav fedtprocent. Det giver en tynd og sjasket skinkesalat).

– 1 spsk. mayonnaise.

– 1/2 tsk. dijonsennep.

– 4 store syltede drueagurker  (eller 8-10 stk. cornichoner).

– 3 tsk. picklejuice fra glasset.

– 200 g. kogt skinke.

– 1/2 bdt. purløg.

– 1 tsk. løgpulver

– salt og friskkværnet peber.

Sådan gør du:

Start med at røre din dressing sammen af mayo, creme fraiche, dijonsennep, løgpulver, picklejuice, fintklippet purløg, salt og peber.

Hak dine syltede drueagurker fint og skær den kogte skinke ud i fine strimler. Rør begge dele i dressingen og smag til med salt, peber og picklejuice. Lad gerne din fleischsalat trække 1/2 time på køl før servering. Und so!  Lækker tysk fleischsalat lige til at smække på din rugbrødsmad.

Continue Reading