Smagfuld Butterchicken

Lækker cremet og smaskmør butterchicken.

De bedste måltider, er dem der bringer minder med sig i hver en mundfuld. Sådan er det i hvert fald for mig. Indien har en særlig plads i mit hjerte, for det er der jeg stammer fra. Det er et helt fantastisk land at rejse i og det er der mange grunde til, men én af grundene, er deres formidable køkken. Nøjs.. jeg har endnu ikke mødt en take-away-biks eller en restaurant i europa, der leverer indisk mad, som rammer den der følelse og smag af I-N-D-I-E-N. Men sådan er det jo nok i virkeligheden med mange af de unikke gastronomiske rejseoplevelser, vi har. Klart nok, for vi smager jo med alle vores sanser. Lyde og dufte og visuelle ting.

“Den der skål butterchicken eller dahl” du fik i Mumbai eller Delhi, hænger ikke så fantastisk godt sammen med en gråvejrsdag herhjemme, hvor nyudsprungne bøgeblade higer om kap med os, om forårssolens stråler. Du mangler den høje luftfugtighed, den konstante støj, støv, søde og krydrede dufte.. Jeg tror, I forstår min pointe.

Njå. . Men alt den brok, som måske bunder i en længsel efter at rejse, bringer mig ofte til gryderne. Så her er mit bedste bud, på en smasklækker omgang butterchicken. Spis den med en kølig raita, naanbrød, chutney og ris. Så er det nææææsten som at være i Delhi.

Du skal bruge (4-5 pers.):

Garam Masala (Du kan også vælge at købe en færdig blanding):

-3 tsk knust spidskommen.

-3 stk kardemomme kapsler.

-7 stk nelliker.

-2 tsk sort peber.

-1 tsk kanel.

-1 tsk stødt muskatnød.

-3 stk hele tørrede chili.

Marineret Kylling:

– 1 kg. kyllingefilet (eller en hel udskåret kylling)

-6 spsk yoghurt.

– 1/3 dele Garam Masala.

Sauce:

– 100 gram smør.

– 1/2 liter fløde.

– 140 gram tomatpuré.

– 1 spsk fint revet hvidløg

– 1 spsk fint revet ingefær.

– 1 tsk gurkemeje.

– 1 tsk stærk paprika.

– 1 tsk salt.

– 3 stk laurbærblade.

– 2/3 dele Garam Masala.

Sådan gør du:

Rist alle krydderierne til din Garam masala af på en tør pande (hvis ikke du bruger en færdig blanding). Stød dem herefter godt i en morter.

Skær kyllingen ud i mundrette stykker og mariner kyllingen i ca. 1/3 af din Garam masala og yoghurt. Lad det gerne trække så længe, som muligt.

Herefter er det lige ud ad landevejen. Steg din kylling godt af i en tykbundet gryde. Tilsæt tomatpuré, ingefær og hvidløg og sauter det let med kyllingen. Pas på det ikke branker.  Tilsæt resten af ingredienserne til saucen og lad det simre i en halv til en hel time under låg. Hvis du bruger kylling på ben, skal det have lidt længere tid. Smag til med salt og peber.

Saucen skal være cremet og kyllingen dejlig mør. Servér med ris, raita, chutney og naanbrød. Pensel gerne naanbrødet med lidt hvidløgssmør.

Lækker hjemmelavet mangochutney. Perfekt til en omgang butterchicken.
Continue Reading

Cookies med chokolade

Lækre sprøde cookies lige til at sætte tænderne i.

Sometimes får man bare lyst til et eller andet lækkert. Og det skal helst gå lidt hurtigt, for den søde tand har ikke tid til at vente på en chokolademousse, der skal sætte sig eller en cheesecake, der skal gennemføres i flere etaper end Tour de France. Her kommer din redning. Cookies. Saftige og sprøde og drøn-nemme at lave. Jeg kommer chocolatechips i, men alt kan jo bruges. .. nødder, smarties, citronskal.. kun fantasien sætter grænser, som man siger.

Du skal bruge (8-12 stk, alt efter størrelse): 

– 150 g smør, stuetemperatur.

– 100 g rørsukker.

– 100 g brun farin.

– 200 g hvedemel.

– 250 g mørk chokolade, hakket. Eller chocolatechips, f.eks. Callebaut.

– 1 æg.

– 1 knivspids vaniljepulver.

– 1 tsk bagepulver.

Sådan gør du:

Stil smørret ud, så det kan nå.at blive blødt.

Det bløde smør piskes godt sammen med æg, farin og sukker.

Hak chokoladen groft, hvis du bruger en plade chokolade.

Bland de resterende ingredienser i sukker – æggemassen og det bland det godt sammen.

Form til 12 små eller 8 store kugler, som placeres på en bageplade med bagepapir. Giv dem et lille tryk, så de flader en smule ud og lav god afstand i mellem, da de flyder ud under bagning

Bag dem i 10-14 minutter i en forvarmet ovn ved 175 grader varmluft.

Hold øje med dem, de må kun lige blive svagt lysebrune i kanten. Den præcise bagetid afhænger af størrelsen på dine cookies og ovnen.

Continue Reading