Små søde marcipanhjerter med blød karamel 🍬

Fyldt med blød dulce de leche..

December er fyldt med søde sager og jeg er vild med det! Alt fra æbleskiver og brændte mandler til vaniljekranse og ris a la mande en masse. Dog har jeg en ganske bestemt favorit og det er konfekt. Hold nu op, hvor smager marcipan altså bare godt og jeg skulle hilse at sige, at der ryger en del i svinget (læs:i maven) under fremstillingen. Det er også en af de der hyggelige ting, jeg husker fra da jeg var barn – altså småkagebagning og konfektfremstilling i både køkken og hele spisestuen.

Her har jeg lavet små marcipanhjerter med en lækker karamelcreme indeni. Overtrukket med chokolade og drysset med lidt knuste sukkerstokke. Opskriften får du her.

Du skal bruge (cirka 35-40 stk.)

175 g. rå marcipan

200 g. mørk chokolade

1 dåse kondenseret mælk

1 sukkerstok (fås i de fleste supermarkeder op til jul)

lidt flormelis

Sådan gør du

Start med at koge din dåse med kondenseret mælk til karamel*. Har du ikke prøvet det før, så følg min opskrift her. Husk den skal køle af, før du kan bruge den. Drys din kagerulle, dit bord eller skærebræt med lidt flormelis, så marcipanen er let at rulle ud. Del marcipanen i to stykker og rul dem ud i to lige dele. Smør den ene flade med din karamelcreme (brug den mængde, du synes. Vær dog opmærksom på, at de kan være svære at trykke ud, hvis der er for meget karamel i) og læg det andet marcipan stykke ovenpå. Tryk din marcipan ud i små hjerter med en udstikker og sæt dem på køl på en plade. Når marcipanhjerterne er helt kolde, smeltes din chokolade over vandbad** og hjerterne overtrækkes. Drys med lidt knuste sukkerstokke.

Opbevares køligt i en tætlukket dåse eller bøtte.

* nogle supermarkeder har forkogt kondenseret mælk, så du ikke selv skal koge karamel.

** Jeg tog her den hurtige vej med chokoladen. Du kan også vælge at bruge lidt ekstra tid og temperere din chokolade. Jeg kan klart anbefale at søge efter Mette Blomsterbergs fremgangsmåde.

You may also like

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.