Lækre hvidløgssnegle med mozzarella 🌿

Hvidløg og mozzarella rullet i lækre små snegle. Mums!

En nem og lækker lille hvidløgssag. Blød og luftig dej, med fyld af hvidløg, oregano og frisk mozzarella. De små snegle passer perfekt som tilbehør til f.eks. lasagne (i stedet for købte hvidløgsflutes) eller som ostebrød til en dejlig varm suppe.

De smager også smadder skønt kolde i madpakken.

Vild med snacks til madpakken? Prøv mine lækre pizzaboller ,frøsnappere med grøn pikantost eller de her lækre gulerodsbrud.

Opskriften kommer lige her:

Du skal bruge (25 stk.):

Dej:

20 g. gær.

3 dl. lunkent vand.

1 spsk. olie.

1 tsk. salt.

1/2 tsk. sukker.

4 dl. durummel.

4-5 dl. god hvedemel.

Olie:

3 spsk. olie.

3 fed hvidløg.

1 tsk. løgpulver.

1. tsk. oregano.

S/p.

Derudover:

2 kugler mozzarella.

 

Sådan gør du:

Rør gæren ud i vandet og tilsæt olie, salt og sukker. Tilsæt durummelet og rør godt rundt. Ælt hvedemelet ind i dejen og ælt den godt igennem, gerne 10-15 minutter. Lad dejen hæve lunt i en times tid.

Rør din hvidløgsolie sammen med oregano, finthakket hvidløg, s/p og løgpulver.

Slå dejen ned og rul den ud til ca. 25 cm. x 45 cm. Smør hvidløgsolien på dejen og pluk herefter mozzarellaen i stykker og fordel udover dejen. Rul dejen sammen på den lange led og skær den i skiver af cirka 1,5 cm. Sæt dem på bagepladen og lad dem efterhæve i 15-20 minutter. Bag dem herefter 20-25 minutter eller til de er gyldne og lækre, v. 200 grader C.

Continue Reading

Mangomousse

Lækker og frisk lille mangodessert pyntet med sød, sprød marengs og hakkede salte mandler.

Forleden skulle jeg prøve noget nyt. Nemlig at lave en vegansk mangomousse. Resultatet blev overraskende godt. Let og dejlig frisk. Og så er opskriften meget enkel. Jeg har valgt at pynte desserten med salte mandler og kyskager af sprød marengs, hvilket ikke gør den helt vegansk længere. Skal den holdes helt vegansk, kan du f.eks. pynte den med kandiset citronskal.

Du skal bruge (6 stk.)

3 modne mango.

Lidt vanilje.

1 dåse kokosmælk (ikke light).

Et skvæt citronsaft.

Pynt: fine kyskager og hakkede salte mandler.

Sådan gør du:

Start med at skære alt mangokødet fri fra skræl og sten. Blend mangokødet helt glat til en fin puré og vend det med lidt vanilje.

Dåsen med kokosmælk deles i creme og mælk. Du skal altså tage alt den fede kokoscreme fra mælken (som kan gemmes og bruges til noget andet). Cremen vendes med mangopuréen og smages til med citronsaft.

Fyld din mangomousse på sprøjtepose og fordel den i 6 glas. Stil den på køl i minimum en halv time og pynt med kyskager og hakkede salte mandler før servering.

Continue Reading

Kyskager

Kyskager er altid et hit og kan laves i alverdens farver.

Det er ikke nogen sag at lave kyskager. Det kræver blot lidt tålmodighed, når du skal piske din marengs. Bliver den ikke pisket nok, vil de fine toppe falde sammen.

Kyskagerne smager godt i sig selv eller som pynt på en dessert.

Du skal bruge (ca. 30 stk.)

2 æggehvider.

100 g. sukker.

Korn af 1/2 vaniljestang.

Lidt pastafarve.

Sådan gør du:

Pisk æggehviderne helt stive. Tilsæt herefter lidt efter lidt sukkeret, mens der piskes. Tilsæt vaniljekorn og pisk videre i 10-15 min. eller til du har en lækker marengs, med toppe der ikke falder sammen.

I en sprøjtepose med stjernetyl trækkes pastafarve med en knivspids eller tandstik, hele vejen op ad posen i en streg. Pas på farven ikke lægger sig i et for tykt lag, for så vil det have svært ved at tørre i ovnen. Fyld herefter din marengs i posen og sprøjt massen ud i små toppe på størrelse med en femkrone, på en bageplade beklædt med bagepapir.

Tør dine kyskager i ovnen ved 80 grader C. i cirka to timer, eller til kagerne slipper bagepapiret. Sådan – fine kyskager 👌

Opbevares i en tætlukket pose.

Continue Reading

Tærte med spinat & feta 🌿

Lækker spinattærte med masser af frisk timian og feta.

Tærte er både nemt at lave og smager skønt. Jeg er vild med, at fyldet kan varieres lige efter humør og smag. Dog vender jeg altid tilbage til kombinationen af spinat og feta, da det smager virkelig lækkert sammen. Både som frokostret eller som hovedret, serveret med en simpel grøn salat eller måske et lækkert stykke sprødtstegt kylling.

Jeg har brugt en tærteform på 25 cm, så hold øje med ovntid og mængder, hvis din form er større/mindre ☺

Du skal bruge (6-8 pers.)

Dej:
75 g. hvedemel.
75 g. grahamsmel.
75 g. smør.
3/4 tsk. salt.
2-3 spsk. vand.

Fyld:
Ca. 300 g. spinat.
100 g. feta.
1-2 tsk. grøntsagsfond.
1 tsk. fintrevet citronskal.

Æggemasse:
3 æg.
1 dl. creme fraiche.
1 stor håndfuld frisk timian.
En knivspids revet muskatnød.
Salt og friskkværnet peber.

Dej:
Hvede -og grahamsmel og salt blandes i en skål. Smørret smuldres herefter i melblandingen, vandet tilsættes og dejen samles hurtigt til en kugle med hænderne. Læg dejen, pakket i husholdningsfilm eller lign., på køl i en halv til en hel time.

Mens dejen hviler, kan fyldet laves, så det er klar: skyl spinaten godt og steg den på panden til den falder sammen. Tilsæt lidt grøntsagsfond og citronskal og lad væsken simre helt af panden.

Pisk æggemassen godt sammen.
Smør tærteformen godt. Når dejen er klar, rulles den ud og tærteformen beklædes med dejen. Prik dejen med en gaffel og blindbag den i 10-15 minutter ved 200 grader C.

Fyld så tærten med spinat, smuldret feta og hæld herefter æggemassen over. Bag den færdig i ovnen i cirka 25-30 minutter eller til massen er stivnet og tærten er let gylden på toppen.

Pynt tærten med frisk timian og servér med en grøn salat.

Continue Reading

Tortellini i flødesauce

Lækre tortellini i creamy flødesovs.

Den lækre, lille og tætte pastatype med fyld, bedre kendt som tortellini, er hovedingrediensen i denne ret.

Den adskiller sig fra andre fyldte pastatyper, som f.eks. ravioli, med sin runde form og sit hul i midten, hvilken gør den særdeles egnet til en lækker silkeblød flødesauce, der kan smyge sig omkring tortellinien.

Du kan sagtens tilføje spinat eller andre grøntsager til rettten. Vil du have spinat i, så steg spinaten sammen med svampene, til det er faldet sammen. Du kan med fordel også servere en frisk og simpel grøn salat til retten, da retten er lidt til den tunge side.

Er du vild med pasta ? Så prøv også denne lækre ret med flødestuvede svampe.

 

Du skal bruge (4 pers.):

– 500 g. tortellini. Du kan sagtens bruge færdiglavede tortellini. Jeg bruger de friske med spinat og ricotta.

– 300 g. svampe.

– 150 g. bacon.

– En god håndfuld friske urter. Jeg har brugt basilikum, men persille egner sig også særdeles godt.

– Et skvæt hvidvinseddike eller citronsaft

– 1 løg

– 1 tsk. løgpulver

– 2 dl. grøntsagsfond. Bouillon kan også bruges.

– 1/2 l. piskefløde.

 

Sådan gør du:

Start med at stege dit bacon sprødt og tag det herefter fra og stil til side. Forkog imens dine tortellini så de er klar, når saucen er. MUMS.

Steg herefter dine svampe i samme pande, som du stegte din bacon i og tilsæt løg og løgpulver. Tilsæt så din grøntsagsfond og lad det simre  10- 15 minutter. Hæld fløden på panden og smag til med salt, peber og hvidvinseddike eller citronsaft. Lad det småsimre til det er cremet og lækkert. Hav tolmodighed, det kan godt tage lidt tid. Bacon og urter tilsættes retten.

Tilsæt til sidst dine (let) kogte tortellini og vend det hele godt sammen. Top evt. med nogle ekstra urter.

Continue Reading