Lækre gulerodsbrud, som du kender dem fra bageren. Lige til at spise, måske med smør 😉
I stedet for at samle dejen med alle ingredienser og forme dejen til en kugle, for herefter at trille dem til boller, laves dejen ad to omgange, for herefter at blive hakket i stykker – ja du læste rigtigt! Ikke noget med at trille runde boller, men hakke dej til brud. På den måde får dine gulerodsbrud, det velkendte, lidt ujævne udtryk.
Du skal bruge (9 stk.)
– 50 g. gær.
– 900 g. hvedemel.
– 5 dl. lunkent vand.
– 1 1/2 tsk. salt.
– 1 1/2 tsk. sukker.
– 100 g. blødt smør.
– 1 stort eller 2 små æg.
– 150 g. solsikkekerner.
– 3 -4 gulerødder, revet.
Sådan gør du :
Start med at opløse gæren i vandet. Tilsæt salt, sukker og mel og ælt dejen godt. Tilsæt smør lidt efter lidt og arbejd smørret godt ind i dejen. Ælt videre til dejen er lækker smidig. Lad dejen stå til hævning i cirka en time på køkkenbordet, dækket af et fugtigt klæde.
Mens dejen hæver, kan du rive dine gulerødder, så de er klar.
Når dejen har hævet, laves en stor fordybning midt i dejen (ligesom når man laver pastadej). I fordybningen hældes æg, solsikkekerner og gulerødder i og så skal du ellers til at “hakke” dejen sammen.
Brug en kniv eller nogle gode dejskrabere uden håndtag til at hakke dejen i stykker. Sørg for med kniven at hakke dejen ind mod midten, således at æg, solsikkekerner og gulerødder bliver fordelt godt i dejen. Dog uden at samle dejen til en kugle, som man normaltvis ville gøre med en bolledej. Skær dejen i 9 dele (eller mindre, hvis du ønsker en mindre størrelse på dine gulerodsbrud) og sæt dem på en bageplade beklædt med bagepapir. Lad dem efterhæve på pladen i en time.
Bag dem herefter i en 220 grader C forvarmet ovn, i cirka 15 minutter.
Læg gerne et viskestykke over dine gulerodsbrud, mens de afkøler. Det bevarer fugtigheden i dine brud.
2 kommentarer
Lækker opskrift. 🙂 Jeg smider lige 200 g Hvid Hvede i og så tager jeg 700 g alm hvedemel. Så kan jeg som diabetiker også være med. 🙂
Dejligt at høre – så kan alle være med ☺