Lækker laks med citronmayo, sprøde rugbrødschips og avokado.

Lækker koldrøget laks. Anrettet i ring med en creme af avocado.

I forbindelse med en konfirmation tidligere på året, legede jeg lidt med to anretninger, der skulle bruges til en forret. Ønsket var laks og avokado, så udgangspunktet var “nemt” at lege med, men udtrykket blev meget forskelligt. Om man er til det ene eller det andet, er jo nok et spørgsmål om temperament. Ingredienserne er de samme i begge anretninger og består, foruden laks og avokado, af sprøde rugbrødschip, citronmayo, urter og olivenolie.

Du kan med fordel lave rugbrødschipsene i forvejen. Et godt tip er, at fryse en rest daggammelt rugbrød ned. Frossent rugbrød er nemmere at skære meget tyndt. Jeg plejer at skære det på mandolinjern. Det er ret vigtigt for retten og smagsoplevelsen, at rugbrødschipsene er tynde og sprøde. Det gør retten delikat.

Mayo’en kan du piske selv. Vælger du at bruge en færdigkøbt, så vælg en variant af bedre kvalitet og med god syre (f.eks. Helmanns).

Til anretning på flad tallerken, skal du bruge en rund udstikker eller lign.

Du skal bruge (4 pers.):

500 g. koldrøget laks.

1/4 rugbrød (læs gerne beskrivelse ovenfor).

2 avokadoer.

1 dl. mayonaisse.

1 citron (saft og skal).

En god håndfuld urter ( jeg har brugt dild og brøndkarse).

Olivenolie.

Salt + flagesalt og peber.

Andet: mandolinjern, udstikker og sprøjtepose.

Sådan gør du:

Rugbrødschips skæres fint ud på et mandolinjern. Lav cirka 3 chips til hver anretning. Læg rugbrødet på en bageplade beklædt med bagepapir, dryp med lidt olie og flagesalt og bag rugbrødschipsene i ovnen, til de er sprøde (ca. 10 minutter v. 200 g °C). Lad dem herefter afkøle på en rist.

Mayonaissen smages til med fintrevet citronskal og kommes på en sprøjtepose. Vælger du at piske den selv, så pisk den gerne på citronsaft i stedet for eddike/sennep.

Skyl brøndkarsen godt og lad dryppe af.

A) Flad tallerken:

Hak laksen meget fint og kom op i en skål. Smag laksen til med salt, peber, lidt olivenolie, finthakket dild og lidt revet citronskal.

Mos avokadoen godt og smag til med citronsaft, salt og peber. Vær opmærksom på at smage til i forhold til selve laksen – vær forsigtig med salt og peber.

På en tallerken fordeles laksen i bunden af en udstikker. Ovenpå kommes en god skefuld avokadocreme. Sørg for at både laks og avokado bliver trykker godt ned i ringen. Løft herefter ringen af og forsæt med de andre tallerkener.

Sprøjt citronmayo’en ud på tallerken og pynt til sidst med de sprøde rugbrødschips, brøndkarse og nogle dryp af en god olivenolie.

Koldrøget laks med små tern af avokado anrettet i glas.

B) I glas:

Hak laksen meget fint og kom op i en skål. Smag laksen til med salt, peber, lidt olivenolie, finthakket dild og lidt revet citronskal.

Hak ligeledes avokadoen i små fine tern og rør forsigtigt avokadoen sammen med laksen.

Fordel blandingen i 4 glas. Sprøjt citronmayo’en over laks- og avokadoblandingen og top til sidst med brøndkarse og de sprøde rugbrødschips.

Continue Reading

Pasta Alfredo med Rejer & Citron

Lækker cremet pastaret med rejer.

Hvis du følger med på bloggen, har du nok godt kunne fornemme, at jeg er svært glad for pastaretter. Jeg kan spise det dag og nat og allerbedst er det, hvis det er i kombination med en lækker cremet (fløde) sovs, der kan smyge sig om de lækre kulhydrater.

Du finder allerede to lækre hits her på bloggen – chicken alfredo og carbonara, men i dag får du en anden Alfredo-udgave. Nemlig én med rejer og citron.

Du skal bruge (4 personer):

– 500  g. fettuccine (eller anden pasta).

– 2 spsk. smør.

– 3 fed hvidløg, presset.

– 250 ml. piskefløde.

– 250 ml. sødmælk.

– 100 g. friskrevet parmesan.

– 2 store æggeblommer, pisket let med en gaffel.

– 2 citroner, både skal og saft.

– salt og friskkværnet peber.

 

– 400 g. rejer.

– 2 fed hvidløg, hakket.

– 1 spsk. smør.

 

– 2 spsk. hakket persille

-evt. en håndfuld parmesan.

Sådan gør du:

I en stor gryde med kogende letsaltet vand, koges pastaen.
Bland smør, presset hvidløg, piskefløde og mælk i en gryde over medium varme. Lad det komme op og simre.
Fjern gryden fra varmen og rør parmesan, æggeblomme, citronsaft – og skal i. Sørg for at piske hele tiden, så æggene ikke bliver til scramblet æg.
Hvis blandingen er for tyk, tilsættes mere mælk.

På en pande tilsættes smør og hakkede hvidløg. Kom rejerne på panden og steg dem til de er lyserøde.

Rør pastaen forsigtigt i sovsen, sammen med rejerne og smag til med salt og peber.

Serveres straks, drysset med parmesan og persille.

 

Continue Reading

Rørt torskerogn & Tunsalat.

Skøn rørt torskerogn med forårsløg og verdens nemmeste tunsalat.

Der er ikke noget, som en god frokostmad. Særligt hvis den er med fisk. Men æg og rejer, makrel- og sildemadder kan godt blive lidt kedelige i længden. Derfor laver jeg sommetider en lækker “mousse”-agtigt ting med torskerogn – som egentlig blot er en rørt torskerogn. Den er så nem at lave og smager også skønt i sandwich eller som forret på et stykke ristet brød med lidt urter.

Tunsalaten er helt plain, men der kan selvfølgelig sagtens tilføjes bladselleri, ærter eller majs. Jeg synes dog, den er mesr lækker helt simpel. Den egner sig også godt til sandwich, pastasalat mm.

Rørt torskerogn (2 pers.)

Du skal bruge:

– 1 dåse torskerogn.

– 2 spsk. crème fraiche.

– et skvæt citronsaft.

– 2 forårsløg.

– salt/peber.

Sådan gør du:

Rør torskerogn med en gaffel og tilsæt creme fraiche, citronsaft, salt og peber. Skyl og rens forårsløgene og snit dem fint. Tilsæt dem til den rørte torskerogn. Smag til og sæt på køl 1/2 time før servering. Voilá! Lækker torskerognsmousse.

Tunsalat (2 pers.)

Du skal bruge:

– 1 dåse tun i vand.

– 1 spsk. creme fraiche.

– 1 tsk. mayonnaise.

– et skvæt citronsaft.

– tørret dild (frisk kan selvfølgelig også bruges).

– 2 forårsløg.

– salt/peber.

Sådan gør du:

Dræn tunen godt for vand og rør den sammen med créme fraiche, mayonnaise og citronsaft. Smag til med salt, friskkværnet peber og citronsaft. Skyl og rens forårsløgene og snit dem fint. Tilsæt forårsløgene til tunsalaten. Sæt gerne tunsalaten på køl 1/2 time før servering.

Continue Reading

Friterede fiskekugler/Aarhusmesterskaberne i smørrebrød og catering for elever 2017

Billedet er desværre taget lidt tid efter præsentation, så diverse mayo’er er løbet lidt. Du kan læse om de tre lækre madder i indlægget.

Sidst i juni deltog jeg i Aarhusmesterskaberne for smørrebrød og catering for elever. Og jeg vandt! 🎖

Derfor får du selvfølgelig opskriften på en af mine lækre vinder – smørrebrød længere nede i indlægget.

Det var en lærerig, spændende og undervejs en lidt stressende oplevelse at deltage. Jeg tænkte flere gange på, hvad pokker jeg havde rodet mig ud i og var nervøs for, om jeg kunne nå at lave alle de ting, jeg gerne ville, indenfor den satte tidsramme på 2,5 time.

Opgaven var at fremstille 3 stk. kreative smørrebrød. Altså smørrebrød, som bevæger sig væk fra det traditionelle vi kender, med masser af salat og ikke mindst springere af diverse agurker, citroner mm. Der skulle fremstilles en mad med roastbeef, en mad med fiskefars og en mad med nye kartofler. Derudover skulle der laves en kold kyllingeanretning. Alt skulle selvfølgelig laves fra bunden og skulle præsenteres for et dommerpanel efter 2,5 time. Vi fik fersk okseinderlår, fiskefars, nye kartofler og kylling til rådighed. Derudover var der x- antal råvarer tilgængelige, som vi kendte på forhånd.

Mine smørrebrød endte således:

“Den med fisk”: friterede fiskekugler med kapers og urter, citronmarinerede rejer, hj. rørt mayo og rød skovsyre.

” Den med kød”: rosa roastbeef, sprødt bacon, hj. rørt karsemayo, bagte cherrytomater og karse.

” Den med kartoffel (vegetar)”: dampede nye kartofler, hj. rørt purløgsmayo, løgringe og sprød radise.

Opskriften på de friterede fiskekugler får du lige her:

Du skal bruge (ca. 18-20 fiskekugler):

– 1 æg.

– 1 dl. mælk.

– 1/2 tsk. salt.

– 1 dl. hvedemel.

– 450 g. fisk i filet.

– 1/2 revet løg.

– en god håndfuld kapers.

– friskkværnet peber.

– Mel, æg og rasp til panering, samt mindst 1/2 l. smagsneutral olie til at fritere i.

Desuden skal bruges husholdningsfilm.

Sådan gør du:

Hak fisken enten i foodprocessor eller i hånden. Rør fiskekødet sejt med salt og tilsæt mel og æg. Rør igen og kom mælken i lidt ad gangen. Pas på farsen ikke bliver for tynd. Smag til med salt, peber og kapers – men pas på, for kapers tilfører i forvejen salt til farsen.

Form med en teske små kugler af fiskefarsen (gerne i forskellige størrelser) og pak dem ind i husholdningsfilm. Dump de indpakkede kugler i let kogende vand og porchér fiskekuglerne. Når de er færdige (cirka 5 minutter), pakkes fiskekuglerne ud af husholdningsfilmen, afkøles let og paneres herefter i mel, æg og rasp og friteres sprøde i god varm olie. Hold godt øje med dem, så de ikke brænder på.

 

Continue Reading

Lækker citronskum

Her er en ganske nem måde, at pifte din nytårsmenu op på. Skummet er pisket af citronsaft, vand og Lecithin*, hvilket gør den stabil relativt lang tid. Det vil sige, at den ikke falder sammen på tallerkenen og er nem at arbejde med, når du skal anrette. Du behøver altså ikke bekymre dig om hurtig anretning, stres og jag. Jeg har lavet den på citronsaft, fordi jeg har planer om at servere skummet sammen med kammuslinger og spæde urter, men du kan sagtens vælge en anden smag. Prøv f.eks. at lave skum af appelsinsaft og brug det sammen med granitè.

Der bliver cirka 8 store skeer med skumtop.

Du skal bruge:

75 ml. citronsaft

75 ml. vand

1 1/2 tsk. lecithin

Sådan gør du

Bland citronsaft og vand og rør forsigtigt lecithinen ud i væsken. Pisk herefter til du har en lækker skum. Du kan evt. bruge en stavblender. Flyt hele tiden det øverste lag skum over i en tom skål. Så er det nemmest at få den nederste væske pisket til skum. Lad gerne skummet stå et par minutter for at “sætte sig”, inden du bruger det.

* Fås blandt andet hos Specialkøbmanden. Lecithin benyttes i det, man kalder for molekylær gastronomi.

Continue Reading

Lakseroulade med spinat

2016-09-07 17.41.55

2/3

Klassisk lakseroulade

I ny og næ, burde du lave en lakseroulade, for det er easy og delicious! Forudsat at du kan lide laks selvfølgelig. Men eftersom du stadig læser med, formoder jeg , du kan. Det er sådan lidt old school 80’er agtigt, men ikke desto mindre, så smager det herligt og er en festlig lille opgradering af den sædvanlige laks og cream cheese, du tyr til. I princippet kan du rulle dit rouladefyld i alt fra æggekage og tortillawraps til mere laks. Jeg har set den i mange variationer og som man siger, er det jo kun fantasien, der sætter grænser.

Min favorit er med spinat. I en let og luftig udgave og med masser af urter i fyldet. Her er persille og dild altid et hit og skal den have et twist, så prøv med kørvel. Det giver rouladen et let strejf af anis.

Du skal bruge:

300 g. frisk spinat, skyllet og hakket fint.

3 æg.

200 g. af din yndlings cream cheese.

2 dl. creme fraîche (vælg fedtprocent efter samvittighed).

300 g. laks, koldrøget.

1 citron.

En ordentlig omgang friske fintsnittede urter. Jeg plejer at bruge dild, persille og evt. lidt fenikkeltop. Jeg plejer at vende 2/3 i rouladefyldet og resten vender jeg i min resterende creme fraiche . Så har du nemlig en lækker dressing til rouladen.

Sådan gør du:

Start med at dele dine æg i hvider og blommer. Blommerne pisker du med hakket spinat, salt og peber. Hviderne pisker du helt luftige og stive. Lav eventuelt “vend skålen på hovedet testen” – tør du ikke, har du med garanti ikke pisket længe nok. Vend herefter dine hvider i æggeblommerne. Fordel massen på en bageplade beklædt med bagepapir i 1/2 – 1 cm. tykkelse. Vær forsigtigt,  så du ikke slår luften ud af massen. Bag den i cirka 20 minutter v. 200°C , mens du laver fyldet: skær laksen i små tern og vend den med flødeost, 1 spsk. og urter og smag til med citron,  salt og friskkværnet peber. Husk også at smage din dressing til – gerne med masser af dild og citron.

Afkøl spinatrouladen , før du ruller den med fyldet. Læg den på køl i minimum en time før servering, så den kan sætte sig.

Servér den med nybagt brød og dressing rørt af urter og creme fraîche.

Continue Reading

Tre gange lækker laks 🐟

2016-09-03 16.05.54
Varmrøget laksesalat

1/3

Får jeg lyst til laks, vender jeg ofte tilbage til en af de her tre opskrifter, som jeg vil dele med jer. Fordi de er enkle og altid kan varieres – og selvfølgelig, fordi de smager godt.

  • Plukket varmrøget laks, svøbt i kærlighed (læs: mayo og creme fraîche)
  • Klassisk lakseroulade  (oh yes)
  • og en tredje laks i en glad kombination af frisk æble og beurre noisette.

Jeg har det sådan lidt dobbelt med laks. Jeg kan enten have den vildeste craving efter det eller også kan jeg slet ikke klare tanken om det ( tømmermænd kan for eksempel forårsage et “gå væk fisk fra mit ansigt -syndrom”).

Kold- eller varmrøget laks?

Om du vælger det ene eller andet, er egentlig et spørgsmål om temperament. Laks der er koldrøget, røges i et døgn ved en temperatur på 20-22 °C, hvor imod varmrøget laks røges ved en temperatur på 65 °C i 90 minutter. Den korte røgning ved forholdvis høj temperatur, giver den varmrøgede laks en kraftigere smag end den koldrøget. Foruden smagsgiver bruges røgning traditionelt set, som konserveringsmetode.

Her får I den første opskrift.

Varmrøget laksesalat 

Denne her lækre letsnaskede laksesalat, er altid et hit. Jeg har oprindeligt opskriften fra min mor, som jeg mindes, altid har serveret den i en let og elegant udgave og gerne på ristet fintskåret brød. Denne udgave er til den mere snaskede side og skal den udgøre et aftensmåltid, kan jeg sagtens finde på at koge en gang frisk pasta til. Jeg er sikker på, den også vil smage dejligt i et pitabrød eller som topping på en halvkedelig salat.

Du skal bruge:

200-300 g. varmrøget laks, plukket

1 dl. god mayonnaise, gerne hjemmerørt

2 dl. creme fraiche

1/2- 1 dl. cornichoner, finthakket

1 tsk. dijonsennep

2 friske forårsløg, finthakket

Masser af frisk dild, persille og citronsaft

Sådan gør du:

Hak dine urter, cornichoner og forårsløg. Mayo, creme fraiche og dijonsennep røres sammen. Tilsæt løg, cornichoner og urter og smag blandingen til med citron, salt og peber. Tag skindet af din laks og del den med to gafler. Vend herefter forsigtigt din plukkede laks i din mayodressing. Hvis din laksesalat skal bruges som forret på små sprøde rugbrødshapsere, kan du sagtens findele kødet helt , men ellers synes jeg, det er lækkert med nogle store bidder.

Servér med ekstra citron.

 

Continue Reading