Fly Away ✈

For nyligt deltog jeg i min første kagekonkurrence. Av av av. Det gik langt fra, som jeg havde håbet på. Det på trods, vil jeg alligevel, kalde mig en stolt taber.

Konkurrencen var i forbindelse med (gen) åbningen af det tidligere Karup Lufthavn. Nu med det “internationale” navn “Midtjyllands Lufthavn”. Konkurrencen var relativ simpel: lav en kreativ kage til 6-8 personer over temaet “luftfart”. Timm Vladimir og Juliane Dixen fra Den Store Bagedyst var dommere, så forventningerne og ambitionsniveauet var skruet relativt højt op.

Min endelige kage kan du se nedenfor. Den bestod af en no-bake cheesecake af citron, flødeost, mascarpone, vanilje og hvid chokolade. Ovenpå en syrlig gelé , der skulle forestille jorden, med små fly-macarons. Mine macarons var med vaniljesmørcreme og de lå i små sukkerskyer af isomalt. Ligeledes havde jeg lavet to stående fly af isomalt, hvorpå lufthavnens nye navn, var skrevet med guld ( som et krav, skulle navnet indgå i kagen).

Selve konkurrencen var meget kaotisk og jeg var nok også ret nervøs, både op til og under konkurrencen. Jeg havde ikke rigtig en idé om, hvad de 34 andre deltagere ville lave og hvad jeg skulle forvente. Mon min kage overhovedet var god nok? Havde jeg øvet for meget eller for lidt? Var mine teknikker gode nok?

Da vi ankom til konkurrencen og jeg så de andre kager, blev jeg både imponeret – for de var virkelig flotte! Men jeg tænkte også “ok, jeg har en chance”, for de fleste kager var lavet med fondant. I ved det her, man kan købe færdigt og trykke ud/modellere , som modellervoks.

Tom Vladimir lagde ud med at sige, at havde det været i en hvilken som helst anden kagekonkurrence, var alle fondantkagerne røget ud fra start. Det gjorde de til gengæld ikke i denne konkurrence, for de skulle ikke bedømme på smag. De skulle altså ikke smage kagerne. I en kagekonkurrence!

Nå, men så kunne jeg godt regne ud, hvad klokken var slået. Jeg var ude. For der var altså nogle rigtig flotte og kreative fondantkager. Desværre.

Jeg følte lidt, at der kun blev bedømt på udseende, der var virkelighedstro og ikke abstrakt, eller ift. teknik, stil, indhold, smagssammensætning mm., som jeg havde brugt lang tid på og mener er vigtigt, for en kage på højt niveau. Konkurrencen udviklede sig til en fondant konkurrence mere end en egentlig kagekonkurrence.

Når det så er sagt, var det en kæmpe oplevelse at være med og få bedømt sin kage, af to “eksperter” – og jeg fik da bestemt også nogle pæne ord med på vejen. Blandt andet bed de mærke i, at alt var spiseligt, at jeg havde arbejdet med både isomalt og macarons og at min gelé stod flot.

Så selvfølgelig er jeg stadig kæmpe stolt over min fine kage og min præstation i min første kagekonkurrence. Men nu har jeg også fået kage nok for et par dage. Så den næste opskrift, du får, bliver nok ikke en kage 😉

You may also like

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.