Jeg er vild med pasta i alle afskygninger, så derfor er det sandelig også på tide, at der kommer lidt flere pastaopskrifter på bloggen. Det tager ingen tid at bikse en carbonara sammen af spaghetti, pancetta (eller lækker bacon), æg og masser af god parmesan (f.eks. Pecorino eller anden fast hård ost). Jeg har brugt rigtig spaghetti, men hvis du synes, kan du også bruge f.eks. tagliatelle. Jeg har tilføjet hvidløg, løg, persille og revet citron, hvilket ikke er helt autentisk, men jeg synes, det løfter retten. Til gengæld er opskriften uden fløde. For mig hører det ikke til i en carbonara og er lidt overflødigt. Æggene kan sagtens gøre retten “cremet” og retten bliver næsten for fed, efter min mening, hvis du tilføjer fløde. Men det er jo smag og behag. Husk blot at æg stivner ved opvarmning over 62 grader og det er ikke meningen, retten skal blive til æggekage.
Ordet “carbonara” kommer eftersigende fra det italienske “carbone” og betyder kul så husk endelig masser af friskkværnet peber!
Du skal bruge (2. pers.)
200 g. spaghetti.
2 æg (brug evt. pasteuriserede æg).
250 g. pancetta eller god bacon.
100 g. Pecorino.
1-2 fed hvidløg.
1 stort løg.
Revet citronskal.
Pynt: en god håndfuld basilikum eller bredbladet persille.
Sådan gør du
Start med at sætte vandet over til pastaen. Mens det bringes til kog, snittes løget og bacon steges på en pande til det er sprødt. Tag bacon af panden og steg løg og herefter hvidløg. Jeg snitter hvidløget fint, men du kan også køre det gennem en hvidløgspresser. Sæt spaghettien over, når vandet koger og riv imens din ost og pisk den sammen med æggene, lidt revet citronskal og masser af friskkværnet peber. Pas på med at salte, da både bacon og parmesan tilfører retten en del salt. Når pastaen er kogt, vendes den på panden, sammen med de andre ingredienser. Sluk eventuelt for komfuret og lad retten tykne på eftervarmen – men pas på, den ikke bliver til spaghetti a la æggekage 🙂 Top med ekstra parmesan, peber og frisk basilikum.
Er du vil med pasta? Så prøv også denne varmrøget laksesalat – også med frisk tagliatelle.
4 kommentarer