Kokosmakroner

Lækre og saftige kokosmakroner dyppet i chokolade.

Her forleden lavede jeg spaghetti cabonara og havde derfor en del ekstra æggehvider tilovers, som skulle bruges til noget fornuftigt. Det blev til disse lækre kokosmakroner dyppet i chokolade. De er nemme at lave og de fleste kokos-elskere, vil med garanti kunne lide de her.

Du skal bruge (12-15 store stk.).

– 300 g. kokosmel.

– 5 æggehvider.

– 60 g. smør.

– 3 dl. sukker.

– lidt vaniljesukker.

– 200 g. god mørk chokolade.

Sådan gør du:

Kom alle ingredienserne i en gryde og smelt det godt sammen.

Lad blandingen afkøle let og form herefter dine kokostoppe og sæt på dem på en bageplade. Det er lettest hvis du skyller hænderne i koldt vand først.

Bag herefter dine toppe i alm. ovn v. 200 grader °C i ca. 15 minutter. De skal være let gyldne.

Når kokostoppene af afkølet dyppes bunden i smeltet chokolade.

Continue Reading

Aubergine m. ramsløgsolie, tomat, ost og syltede rødløg.

En smuk og lækker aubergine-haps med tomat, ramsløgsolie og ost.

Jeg havde en enkelt aubergine liggende i køleskabet, som skulle bruges, men jeg havde ikke rigtig lyst til de sædvanlige/klassiske aubergine-retter, jeg plejer at lave; normaltvis laver jeg typisk baba ganoush eller en eller anden form for ratatouille eller salat med bagt aubergine, når jeg har aubergine på lager. Men jeg havde lyst til noget frisk og lækkert – og lidt mere sommerligt.

Derfor blev det til de her lækre små skiver af bagt aubergine toppet med tomat, mozzarella og hvidløg, syltede rødløg, ramsløgsolie og brøndkarse. Og jeg siger dig – de smagte himmelsk. De kan bruges til frokost, evt. med et stykke ristet brød, som forret eller som en del af en større tapas- eller buffetanretning.

Du skal bruge (ca. 12 stk.)

– 1 aubergine.

– groft salt.

– 2 store eller 10 små tomater.

– 1 fed hvidløg.

– 1 kugle mozzarella  (feta kan også bruges).

– syltede rødløg.

– 2 tsk. god olivenolie.

– 1 tsk. balsamico.

ramsløgsolie. Har du ikke ramsløgolie eller mulighed for at lave det. Dryp da med en anden god olie. F.eks. oliven eller citron.

– brøndkarse.

– s/p.

Sådan gør du: 

Skær din aubergine i skiver (ca. 0,5 cm. tykke). Kom dem i et dørslag, drys dem med groft salt og lad salten trække væske ud i ca. 10-15 min. Skyl dem herefter godt.

Bag dine aubergine i ovnen v. 175 grader °C varmluft i ca. 10 min.

Hak tomater og mozzarella og vend dem godt sammen med olie, hakket hvidløg og balsamico. Lad det evt. trække lidt, mens auberginerne bages.

Når dine aubergine er færdigbagt afkøles de let. Herefter kommes tomat/ostefyld på. Top med lidt af de syltede rødløg og brøndkarse. Dryp til sidst lidt ramsløgsolie over auberginerne.

 

Continue Reading

Spaghetti carbonara

Den lækreste cremede spaghetti cabonara.

Jeg er vild med pasta i alle afskygninger, så derfor er det sandelig også på tide, at der kommer lidt flere pastaopskrifter på bloggen. Det tager ingen tid at bikse en carbonara sammen af spaghetti, pancetta (eller lækker bacon), æg og masser af god parmesan (f.eks. Pecorino eller anden fast hård ost). Jeg har brugt rigtig spaghetti, men hvis du synes, kan du også bruge f.eks. tagliatelle. Jeg har tilføjet hvidløg, løg, persille og revet citron, hvilket ikke er helt autentisk, men jeg synes, det løfter retten. Til gengæld er opskriften uden fløde. For mig hører det ikke til i en carbonara og er lidt overflødigt. Æggene kan sagtens gøre retten “cremet” og retten bliver næsten for fed, efter min mening, hvis du tilføjer fløde. Men det er jo smag og behag. Husk blot at æg stivner ved opvarmning over 62 grader og det er ikke meningen, retten skal blive til æggekage.

Ordet “carbonara” kommer eftersigende fra det italienske “carbone” og betyder kul  så husk endelig masser af friskkværnet peber!

Du skal bruge (2. pers.)

200 g. spaghetti.

2 æg (brug evt. pasteuriserede æg).

250 g. pancetta eller god bacon.

100 g. Pecorino.

1-2 fed hvidløg.

1 stort løg.

Revet citronskal.

Pynt: en god håndfuld basilikum eller bredbladet persille.

Sådan gør du

Start med at sætte vandet over til pastaen. Mens det bringes til kog, snittes løget og bacon steges på en pande til det er sprødt. Tag bacon af panden og steg løg og herefter hvidløg. Jeg snitter hvidløget fint, men du kan også køre det gennem en hvidløgspresser. Sæt spaghettien over, når vandet koger og riv imens din ost og pisk den sammen med æggene, lidt revet citronskal og masser af friskkværnet peber. Pas på med at salte, da både bacon og parmesan tilfører retten en del salt.  Når pastaen er kogt, vendes den på panden, sammen med de andre ingredienser. Sluk eventuelt for komfuret og lad retten tykne på eftervarmen – men pas på, den ikke bliver til spaghetti a la æggekage 🙂 Top med ekstra parmesan, peber og frisk basilikum.

Er du vil med pasta? Så prøv også denne varmrøget laksesalat – også med frisk tagliatelle.

 

Continue Reading

Ramsløgsolie

Se lige den smukke grønne farve!

Udover ramsløgssalt, -pesto og smør, plejer jeg altid at tørre en del ramsløg, som jeg har til helt almindelig madlavning og så at lave denne smukke ramsløgsolie.

Olien er lækker både at lave grøn mayo eller dressing på. De små fine mørkegrønne og smagfulde dråber er også smukt og lækkert på en forret eller suppe eller du kan lave små ramsløgs-“kaviar/perler” af olien.

Det er ikke så svært at lave, men kræver et termometer og en blender og en del tålmodighed (hvis ikke du er den heldige ejer af en thermomixer). Du kan sagtens lave olien uden termometer, men for at få den helt dybe grønne farve, skal temperaturen ramme et sted mellem 60 -70 ° C, for det er ved denne temperatur klorofylet, i ramsløgene bliver frigivet.

Du skal bruge (0,5 l. olie):

– 1 stort bundt ramsløg (skyllet og tørret grundigt).

– 0,5 l. neutral olie.

Derudover en blender/stavblender, kaffefilter og et termometer.

Sådan gør du:

Hak ramsløgene groft og kom ned i en gryde sammen med olien. Varm olien op til ca. 70 °C. Blend olien i nogle minutter  og lad herefter olien trække en halv times tid.

Olien passeres herefter igennem et kaffefilter lidt efter lidt. På den måde, får du en helt klar olie. Det kan godt tage nogle timer, så hav tålmodighed og prik ikke rundt filteret – du risikerer det går i stykker og så må du starte forfra med filtreringen.

Continue Reading

Ramsløgssalt 🌱

 

Se lige den smukke farve. Lækker ramsløgssalt. Perfekt på dit æg, pasta eller i marinader.

Som lovet, kommer her opskriften på ramsløgssalt. Det er nemt at lave, men kræver lidt tid, såfremt du selvfølgelig har fundet ramsløg og man kan jo sige, at der i de her dage ikke rigtig er nogen undskyldning for ikke at komme ud i skoven og gå på jagt. De smukke blade pryder skovbundene overalt lige nu.

De friske ramsløg smager formidabelt i mange ting, men da de kun er i naturen i nogle få uger her i foråret, er det med at få tørret dem, så du har et ordentlig forråd til resten af året. Og her kommer den lækre ramsløgssalt ind i billedet. Det smager så skønt i diverse varmeretter, i marinader og dressinger eller bare pøs et lille drys på din æggemad eller kartoffelmad. Du skal bruge et ret stort bundt til et lille glas, så bare pluk løs!

Du skal bruge (1 lille glas):

– et stort bundt friske ramsløgsblade (40-50 blade).

– 4 spsk. salt.

– et lille patenglas eller anden lufttæt beholder til at opbevare din salt i.

– en minihakker.

Sådan gør du:

Skyl og tør dine ramsløgsblade godt. Blend dem sammen med salt i en minihakker til en blød “pasta-lignende” konsistens. Læg “pastaen” på bageplader beklædt med bagepapir og bred det godt ud.

Tør det i ovnen v. 50 grader varmluft  °C i 2- 3 timer. Har du ikke varmluft, så sørg for at bytte rundt på bagepladerne i ny og næ og luk gerne dampen ud undervejs og vend det lidt rundt.

Og vupti, når det er godt gennemtørt, så er der lækker ramsløgssalt. Opbevar salten i en lufttæt beholder eller patentglas

 

Continue Reading

Rødbedesalat m. fennikel og feta

Rødbedesalat med feta, fennikel og hasselnød.

Rødbederne, som er i sæson fra august -april, synger efterhånden på sidste vers. Derfor har jeg de sidste dage, lavet en del retter med rødbede, for lige at få de sidste med, inden foråret bugner af nye lækre forårsråvarer. Hvis ikke du har syltet rødbeder henover vinteren, er det også en god idé at gøre det nu.

Denne røbedesalat er nem at lave og smager godt til et stykke kød, en karbonade eller laks. Men den smager faktisk også godt i sig selv og egner sig derfor er også godt som frokostsalat, f.eks. i madpakken.

Du skal bruge (2 pers.): 

3-4 rødbeder (beregn ca. 1,5 rødbede pr. person, alt efter størrelse.

100. g. fetaost.

1/2 fennikel.

1 lille håndfuld hasselnødder.

2 spsk. olivenolie.

2 tsk. balsamicoeddike.

2 fed hvidløg.

1 tsk. dijonsennep.

Salt og peber.

Masser af purløg.

Sådan gør du:

Start i god tid, da rødbederne skal afkøles.

Skyl rødbederne grundigt og kog dem møre i ca. 40 min. Prik i dem med en kødnål (eller andet), for at sikre, de er møre. Alt efter størrelse varierer kogetiden en del.

Når rødbederne er færdiggjort, så giv dem “et chok” med iskoldt vand, så kan du let smutte skrællen af (ligesom når, du smutter mandler).

Afkøl rødbederne og skær dem i tern.

Rist hasselnødderne let på en pande og hak dem groft. Ryst eller pisk dressingen sammen af hvidløg,  olie, eddike, salt og peber.

Vend tern af rødbede i dressingen og fordel dem i et fad. På et mandolinjern snittes fennikel fint. Fordel fennikel og feta over rødbederne og drys til sidst med masser af purløg og de ristede hasselnødder.

Continue Reading

Kartoffel-porre-suppe

Cremet kartoffel-porre-suppe toppet med ramsløgsolie, porretoppe, god bacon og en skefuld creme fraiche.

Det er koldt derude og efter en god lang gåtur i det smukke solskin tidligere i dag, var det tiltrængt med en varm skål suppe. En af de klassiske af sin slags, nemlig kartoffel-porre-suppe. Suppen er toppet med lidt ramsløgsolie, som jeg lavede en større portion af til nytår, god bacon, friske porretoppe og en skefuld creme fraiche.

Ramsløgsolien kræver selvfølgelig, at du har en del ramsløg. Har du ikke ramsløg på lager, kan du sagtens lave en anden grøn olie, f.eks. af estragon, timian, persille eller purløg. Jeg samler altid en stor portion ramsløg, når det er sæson og fryser en del ned, laver olie, smør og tørrer en noget til ramsløgssalt.

På den måde, har jeg ramsløg hele året rundt.

Den nemmeste måde at lave ramløgsolie, er at lave den på en thermomixer. Det er dog de færreste, der har sådan en stående i deres køkken. Hvis ikke du har sådan en, så hak dine urter og varm dem op i olie til ca. 80 grader °C. Lad olien køle lidt og blend herefter olie og urter godt.  Varm massen forsigtigt op igen og blend igen. Gentag processen et par gange.

Lad olien stå og trække en dags tid. Herefter passeres olien gennem et kaffefilter, så du få en klar grøn olie. Hav tålmodighed – det tager lidt tid.

Nu til suppen.

Du skal bruge (4 pers.):

– 3 porre

– 350 g. kartoffel.

– 2 pastinakker (eller persillerod).

– 1 fed hvidløg.

– 1 løg.

– 1 dl. piskefløde.

– 1 skvæt citronsaft.

– 2,5 l. fond ( bouillon kan også bruges).

– lidt olie til stegning.

– Salt og peber.

Tilbehør: god sprødstegt bacon, urteolie, en klat creme fraiche, porretoppe og lækkert brød.

Sådan gør du:

Skræl kartofler og pastinakker, hvidløg og løg.

Rens porrerne og skær 2/3 dele i grove stykker. Resten,  gerne den øverste grønne del, snittes fint og gemmes til at toppe suppen med.

Svits alle grøntsagerne let i olie i en stor gryde.  Hæld herefter fond på, så alle grøntersagerne er dækket. Kog grøntsagerne møre.

Afkøl herefter let og blend suppen glat med en stavblender. Varm suppen op igen og smag til med fløde, citronsaft, salt og peber.

Suppen serveres rygende varm sammen med de forskellige toppings.

 

 

 

Continue Reading

Jule Cheesecake

Lækker cheesecake med smag af appelsin, saltkaramel, brændte mandler og krystalliseret hvid chokolade.

Jeg må ærligt indrømme, at der er mange ting, mad-wise, jeg ikke digger ved juletid. Ris a la mande. Nej tak. Flæskesteg.. make it asian style..julekalender. . Hell no man. Når jeg  åbenbart skal være sådan en antijulespreder, er jeg jo nødt til at kreere noget julet, som jeg så ligesom selv kan stå inde for.

Så hvad kan jeg så lide.. når vi snakker jul og mad? And er lækset nok, men det dur li’ssom ikke rigtigt i en kage. Men det gør appelsin og brændte mandler. Derfor har jeg forsøgt at lave en julekage, med smage, jeg godt kan lide. Og hvis jeg lige skal rose mig selv, er det et pragteksemplar af en kage.

Jeg håber, du har lyst til at begive dig ud i den.  Den kræver lidt tålmodig, men den er ikke svær.

Glædelig jul.

Har brugt en kagering ca. 20 cm i diameter. Kagen bliver ret høj.
Til krystalliseret hvid chokolade skal bruges et sukker termometer.

Bund:

– 100 g. brændte mandler.
– 8 digestive kiks.
– 150 g. smør.

Creme:
–  4 dl. piskefløde.
– 300 g. hvid chokolade.
–  4 appelsiner, saft og appelsinskal (gemt lidt skal til pynt).
– 2 pk. mascarpone.
– 2 pk. neutral fødeost (ikke light).
– 2 dl. flormelis.

Saltkaramel:
– 200 g. brun farin.
– 1 dl. fløde.
– Et par spsk. vand.
– 1 tsk. fint salt.

Krystalliseret hvid chokolade:
– 150 g. vand.
– 150 g. sukker.
– Sølvpulver.

Brændte mandler:
100 g. sukker smeltes med lidt kanel og et par spsk. vand. 100 g. mandler vendes i. Jeg kan godt lide mandlerne lidt blanke, men det er en smagssag. Gem nogle mandler til pynt.

Smør smeltes.
Kiks og mandler knuses (kiks fint, mandler groft).
Kiks og mandler vendes sammen med smør og fordeles i bunden af kageringen. Sættes på køl, mens de andre dele laves.

Creme:
Kog fløden op og tag den af varmen. Smelt herefter den hvide chokolade i fløden. Rør det til en jævn masse. Pisk chokolade/flødeblandingen i sammen med mascarpone, flødeost, flormelis , appelsinsaft- og skal.
Massen hældes over kiksebunden og stilles på køl i min. 4 timer.

Saltkaramel:
Brun farin smeltet i vand sammen med salt. Når det er smeltet hældes fløden i og karamellen røres godt rundt.

Krystalliseret hvid chokolade:
Sukkeret smeltes langsomt op til 133 grader °C. Rør ikke rundt i sukkeret, selvom det tager lang tid. Smeltes det for hurtigt karameliserer det – det må det ikke.
Chokoladen smeltes.
Når begge dele er klar, piskes sukkermassen i chokoladen og den vil krystallisere. Når den krystalliserede chokolade er smeltet, rystes det let i sølvpulver.

Når kagen er afkølet, skal saltkaramellen “dryppes” langs kanten af kagen. Brug en sprøjtepose til at sprøjte karamellen hele vejen rundt i kanten af kagen, så karamellen løber ned kagens kanterne. Drys herefter den krystalliserede hvide chokolade på kanten af kagen og pynt af med nogle brændte mandler.

 

Continue Reading

Haydari

Tyrkisk inspireret cremet feta-dip. Sindssygt lækkert, cremet og salt dip af feta, bagt peberfrugt, creme fraiche og persille.

Det er virkelig nemt at lave og passer til både pita, wraps eller som dip til grønsager eller chips.  Dippen fungerer også godt som kold sauce f.eks. til ovnkartofler eller grillede grøntsager.

Du skal bruge (4-6 pers.):

100 g. god feta (undgå salattern,  da de oftest er for tørre.

1 dl. creme fraiche.

3 spsk.  hakket persille (hold evt. lidt tilbage til pynt).

2 tsk. paprika.

2 røde peberfrugter.

Salt og peber.

Lidt god olivenolie.

Sådan gør du:

Start med at rense dine peberfrugter og skær dem i kvarte. Grill dem ved høj varme i ovnen til skindet begynder at blive sort og løsne sig. Det tager ikke mange minutter. Køl dem let af og træk herefter skindet af dem. Kassér skindet.

I en skål blendes peberfrugt med de resterende ingredienser. Smag til og pas på med saltet,  da fetaen også tilfører salt til dippen.

Drys den færdige dip med lidt friskhakket persille og dryp med lidt olivenolie.

Continue Reading

Banana Cream Pie 🍌

Lækker dessert med banan, fløde, crunch og vaniljecreme.

Den klassiske amerikanske banana cream pie, har jeg her lavet i en lidt lettere og mindre bastant version, end du måske kender den fra SuperBowl eller Thanksgiving. Her serveres kagen typisk som en tærte med tung karamelfyld. Begge dele har jeg undladt og i stedet fyldt “tærten” i små glas med knuste smørkiks, fløde og vaniljecreme.

Du skal bruge (ca. 6-8 pers.):

Mængde afhænger af størrelsen på de glas, du vælger at anrette i. Derfor er antal et cirka-tal.

225 g. digestive kiks.

100 g. smør.

2 dl. piskefløde.

3 bananer.

2 æg

4 spsk. sukker.

2 spsk. majstivelse.

3 dl. sødmælk.

Kornene af 1 vaniljestang.

Sådan gør du:

Start med at lave din vaniljecreme: kom æg, sukker, majstivelse, sødmælk og vaniljestangen i en gryde. Pisk det hele sammen og varm det langsomt op under omrøring til det tykner. Når det er blevet tykt, sættes det på køl – husk at tage vaniljestangen op.

Smelt smørret i en gryde og knus dine kiks heri. Bland det godt sammen og bred det herefter ud på bagepapir og lad det afkøle.

Pisk fløden stiv og skær bananer i skiver. Rør den afkølede vaniljecreme op og fyld den evt. i en sprøjtepose.

Fordel skiftevis kiks, creme, flødeskum og bananer i glas i flere lag.

Top evt. med lidt Daim eller mørk chokolade.

 

Continue Reading
1 2 3 13