Nemme pizzaboller 🍕

Nu skal der jo ikke gå ren fastelavnsbolle i den, her efter nytår. Så her får du opskriften på lækre pizzaboller. De er gode som snacks eller til madpakken. Du kan også vælge at putte dem i fryseren uden at bage dem helt færdig. Så har du en del af et nemt aftensmåltid at smide i ovnen, hvis det skal være ekstra nemt.

Hvis du vil lave en lidt sundere udgave, kan du erstatte noget af hvedemelet, med en lidt grovere meltype. De her bliver lidt a la dem fra 7/11 – også i størrelsen.

Tomatsaucen har jeg lavet af tomatpuré, vand, olie, oregano, salt/peber, et nip sukker og lidt chili. Jeg har brugt 1 kugle frisk mozzarella til 10 pizzaboller og toppet med lidt pepperoni. Du kan også vælge at bruge lidt pesto, oliven eller hvad, du har lyst til.

Opskriften på dejen kommer lige her:

Du skal bruge:

20 g. gær

3 dl. lunkent vand

1 spsk. olie

1 tsk. salt

1/2 tsk. sukker

4 dl. durummel

4-5 dl. god hvedemel

Sådan gør du:

Rør gæren ud i vandet og tilsæt olie, salt og sukker. Tilsæt durummelet og rør godt rundt. Ælt hvedemelet ind i dejen og ælt den godt igennem. Lad dejen hæve lunt i en times tid.

Slå dejen ned og del den i ti lige store stykker og form hvert stykke til en flad pizzabolle. Læg dem på en bageplade beklædt med bagepapir og lad bollerne efterhæve i 30 – 45 minutter.

Smør dit fyld på og bag pizzabollerne i en forvarmet ovn i 20-25 minutter v. 200 grader C.

Continue Reading

Fastelavnsboller

Der er absolut ingen grund til, ikke at tage forskud på fastelavnsbollerne. De smager simpelthen så godt, at man kan undre sig over, de “kun” skal spises til fastelavn. De findes jo i et utal af varianter. Denne her er rimelig klassisk. Dejen er en gærdej med smør og indeni er der vaniljecreme. Du kan også sagtens fylde andet i, som f.eks. lidt hindbærsyltetøj eller en chokoladeknap. Pas dog på med ikke at overfylde dine boller, så alt det dejlige fyld ender med at løbe ud.

Du skal bruge (16 stk.)

Dej

400 g. hvedemel

75 g. smør

25 g. gær

3 dl. mælk

1 æg

15 g. sukker

1 tsk. kardemomme

1/2 tsk. sukker

1/2 tsk. salt

Crème

3 dl. mælk

1/2 stang vanilje

2 æggeblommer

15 g. sukker

2 spsk. maizenamel

Evt. flormelis og kakaopulver til glasur.

Sådan gør du

Opløs gæren i mælken. Bland i en anden skål mel og smør godt sammen og tilsæt kardemomme. I en tredje skål piskes æg godt sammen med sukker og salt. Pisk æggeblandingen sammen med gær og mælk og bland det herefter sammen med mel og smør. Det hele skal samles godt til en blød og lækker dej. Stil den på køl i godt en time og lav imens din creme:

Flæk vaniljestangen og skrab kornene ud. Put korn og stang i en gryde med mælk og lun det. Pisk æg og sukker sammen med maizena og tilsæt forsigtigt den lune mælk. Hæld blandingen tilbage i gryden og pisk over varme, til den tykner. Afkøl din creme.

Slå din dej ned og rul den ud til en stor firkant. Skær den i 16 ligestore stykker og fyld en lille skefuld creme på hver. Hver fastelavnsbolle skal nu foldes sammen. Tag fat i enderne og fold dem ind mod midten af bollen og klem dem sammen. Sæt dem på en bageplade beklædt med bagepapir – med sammenfoldningen nedad og lad dem efterhæve i 20 minutter. Pensel dem gerne med lidt æg, før du bager dem i cirka 15 minutter ved 200 grader. De skal være fine gyldne på toppen.

Pynt evt. med glasur af flormelis, kakao og lidt vand eller si lidt flormelis ovenpå.

 

 

 

Continue Reading

Macarons med citron og hvid chokolade 🍋

Macaronfesten vil ingen ende tage herhjemme og jeg skal da være ærlig at indrømme, det absolut har krævet et par forsøg at få dem fine 😉 Hvis du har prøvet at bage de famøse macarons før, så kender du nok følelsen af, ikke at kunne få armene ned, når dine små makroner er perfekte. Der er mange metoder at lave macarons på og adskillige videoer på nettet. Så det er bare om at komme i gang. Her har jeg lavet en med smag af citron og hvid chokoladeganache i midten. Lækkert siger jeg bare ! Vær dog opmærksom på, at fyldet, som er en ganache, skal stå nogle timer på køl.

Du skal bruge (12-14 stk.)

Makronbunde

1 stor æggehvide

25 g. sukker

50 g. mandelmel

revet skal af 1/2 citron

75 g. flormelis

Fyld/ganache

80 g. hvid chokolade

1/2 dl. fløde

revet skal af 1/2 citron

Sådan gør du

Bland mandelmel, flormelis og revet citron i en skål. Lad det stå, mens du laver din marengs. Sukker og æggehvider piskes til marengs med bløde toppe. Det tager nogle minutter. Si herefter din mandelmel-blanding i din marengsmasse. Pas på det ikke bliver for flydende. Fyld det herefter på sprøjtepose og sprøjt forsigtigt dine macarons ud på en bageplade beklædt med bagepapir.

Nu skal de tørre på bagepladen i cirka en time eller til de har dannet en hinde. Bag dem ved 160 grader i cirka 10 minutter (hold øje med dem undervejs).

Fyld/ganachen

Bring din fløde i kog sammen citronskal. Hak imens din chokolade og hæld det i en skål. Når har fløden har været oppe at koge, hældes den forsigtigt over din chokolade. Rør forsigtigt i det, til det er smeltet til en “tyk chokoladesovs”. Stil det på køl, gerne natten over. Husk at tildække det med film, direkte på ganachen, så der ikke dannes kondensvand.

Inden du skal bruge ganachen , piskes den ganske let. Sprøjt den forsigtigt mellem dine macarons.

 

 

Continue Reading

Bananmuffins 🍌

Små lækre bananmuffins

De her små bananmuffins, blev til af det kendte fænomen “ooooooh, total overmodne bananer i min frugtskål”. Overmodne bananer, kan bruges til mange ting. F.eks. smoothies eller bananpandekager. Men min favorit er banankage, som nu er blevet til muffins. De er nemlig lækre og hurtige at bage. Og så er det bare altid lækkert med lidt hjemmebag. Jeg har lavet glasur/frosting af kakaopulver, flormelis, lidt smør og nøddesirup, men top dem med det, du kan lide.

Du skal bruge ( gav 14 stk., små)
2 æg
130 g. sukker
1/2 stang vanilje/vaniljesukker.
200 g. hvedemel
2 tsk. bagepulver
100 g. smør, smeltet.
2 dl. mælk
2 modne bananer

Sådan gør du:

Mos bananer i en skål med mælk og bland med det letafkølede smeltede smør.
Sukker, vaniljekorn og æg piskes luftigt (til sukkeret ikke længere knaser). Vend forsigtigt med bananmosen. Si mel og bagepulver og vend det i ægge/bananmassen.
Fyld i forme og bag ved 200 grader. Jeg gav mine cirka 25 minutter. Afkøl på rist, før du smører glasur på.

Continue Reading

Kartoffelroulade med parmesan

Det er nok lidt old school med en kartoffelroulade, men det holder altså stadigvæk. Lækker blød kartoffelmos rullet ind i en rösti-lignende bund af kartoffel og parmesan. Den er nem at gå til og pifter hurtigt halvkedelig hverdagsmad op. Den kan laves i forvejen, så du let kan skære et par skiver af og varme. Jeg har lavet min bund af kartoffel og parmesan, men har du ikke det, kan du sagtens bruge en anden ost. Det gælder generelt for fyldet – brug også de grøntsager, du har, til at blande i din kartoffelmos.

Server f.eks. rouladen med et stykke kylling, grøntsager og denne lækre estragondip.

Lækker kartoffelmosfyld

Du skal bruge (3-4 pers.)

Bund

3 store, rå kartofler, revet groft

2 dl. parmesanost, revet

3 æggeblommer

1 helt æg

peber

Fyld

3 store, kogte moste kartofler

1 tsk. dijonsennep

1 lille løg, fintsnittet

1 håndfuld hakket feldsalat (brug evt. spinat)

2 gulerødder, kogte og fintsnittet

1 skive selleri, kogt og fintsnittet

1 tsk. smør

1 tsk. hvidvinseddike (citron kan bruges)

75 g. neutral smøreost

Sådan gør du

De rå kartofler og parmesan, begge groftrevet, vendes godt sammen med peber, det hele æg og æggeblommer. Beklæd en bageplade med papir og hæld massen på. Fordel den i en firkant og sørg for at presse massen godt sammen. Bag rouladebunden ved 200 grader i cirka 20 minutter. Den skal være gylden. Lav imens fyldet. Mos dine kogte kartofler godt sammen til en mos sammen med smøreost, smør og dine fintsnittet grøntsager. Pas på din kartoffelmos ikke bliver for tynd, den må gerne være lidt grov i det. Smag til med hvidvinseddike salt og peber.

Fyldet smøres på rouladen, når denne er afkølet. Rul rouladen stramt sammen og pak den godt ind. Sæt den på køl. Skær den i passende skiver ved servering og varm dem i ovnen i små 10 minutter.

 

Continue Reading

Lækre hjemmelavede pitabrød

Jeg er vild med pitabrød. Det er hyggeligt at sidde længe ved bordet og “bygge” maden. Og så kan fyld og dressing jo varieres i det uendelige. Fyld f.eks. dit pitabrød med grønt, en god bøf og denne lækre estragon- dip.

Når du selv bager dine pitabrød, så undgår du, at de smuldrer og sikrer dig at der rent faktisk er “et hul” at putte fyldet i. Modsat mange af dem, der købes i supermarkederne. Nogle gange synes jeg, de går i stykker, bare man kigger på dem. Pitabrød er smadder nemme at lave. Husk blot at de skal bages på en varm bageplade. Ellers hæver de nemlig ikke op.

Du skal bruge (6 stk.)

25 g. gær

6 dl. lunkent vand

1 spsk. olie

1 tsk. salt

1 tsk. sukker

450 g. hvedemel (jeg har brugt tipo “00”)

Sådan gør du

Rør gæren ud i lunkent vand. Tilsæt olie, sukker, salt og til sidst melet. Hold eventuelt lidt af det tilbage. Ælt dejen godt i gennem til den er glat og smidig og stil den tildækket til hævning i cirka en time.

Del din dej i 6 stykker og rul dem ud til 6 pitabrød. Lad dem hvile lidt på bordet, mens ovnen bliver varm. Tænd din ovn på 225 grader med din bageplade (beklædt med bagepapir). Når ovnen er varm, tager du pladen ud og lægger 3 pitabrød på pladen og bager dem i cirka 12 -15 minutter. Hold øje med dem og gentag processen med de sidste tre, når de første er bagt. Husk at stille bagepladen ind i ovnen igen, så den også er supervarm til de sidste brød.

 

Continue Reading

Estragon-dip 🌿

Denne skønne dressing kan bruges, som både dressing og dip. Prøv den f.eks. som dressing i dit pitabrød. Herhjemme går den under navnet “bearnaise-dip”. Faktisk får de fleste retter med estragon herhjemme tilnavnet bearnaise. Så kan du selv regne ud at jeg er typen, der kan spise bearnaisesauce med en ske. I det hele taget kan estragon noget. Det er i hvert fald blandt en af mine favorit urter.

Smid endelig ikke dine estragonstilke ud, når du har taget bladene fra. Brug dem til bearnaiseessens.

Du skal bruge

1 1/2 dl. creme fraiche  (vælg fedtprocent efter samvittighed )

2 tsk. god mayonnaise

1 tsk. dijonsennep

4 stilke frisk estragon

1 tsk. granuleret løgpulver

Et skvæt citronsaft

S/P

Sådan gør du

Skyl din estragon, tag bladene fra stilken og hak dem fint. Bland crème fraiche sammen med mayonnaise, dijonsennep og estragon. Smag til med salt, peber og citronsaft. Lad gerne dressingen stå at trække et par timer på køl (ikke strengt nødvendigt).

Continue Reading