Findes der er en kage, der er mere lækker end en chokoladekage? Yas! En brownie. Dejlig klæbrig og saftig indeni og med en crusty kant og gerne fyldt med valnødder.
Der findes et væld af opskrifter på brownies, så hvorfor er min særlig god?
Min erfaring er ikke, at der skal bruges en bestemt type sukker, sirup eller lignende hokuspokus, for at fremtrylle den perfekte brownie. Min erfaring er, at der skal bruges masser af god chokolade, smør og ikke ret meget mel. Og så skal kagen bages lidt mindre end en almindelig chokoladekage.
Når kagen underbages en smule, opnås den perfekte juicy konsistens, som i øvrigt også er lækker ved mange andre kager.
Vent til kagen er afkølet lidt, før den skæres ud. Så har du den perfekte brownie! ( som i øvrigt kan spises hele året rundt).
Du skal bruge (ca. 24 stykker):
– 250 g. smør.
– 5 æg.
– 180 g. god mørk chokolade (gerne 55% kakao eller mere).
– 250 g. sukker.
– 150 g. hvedemel.
– 50 g. kakaopulver.
– 200 g. valnøddekerner.
Sådan gør du:
Smelt smør og 160 g. af chokoladen i en gryde. Gem resten af chokoladen – den skal vendes i dejen til sidst.
Lad smør – og chokoladeblandingen køle af og hak i mens valnødderne og resten af chokoladen groft.
Pisk herefter æggene og sukker til en luftig æggesnaps. Bland mel, kakao og valnøddekerner og vend det forsigtigt i æggesnapsen. Vend den afkølede chokoladeblanding og den resterende chokolade i.
Hæld dejen i en firkantet form (ca. 20 x 30 cm) – foret med bagepapir. Bag kagen midt i ovnen i ca. 25 min. ved 175°.
Kagen må gerne være en anelse underbagt, når den tages ud af ovnen.
Lad kagen køle af før du skærer den ud. Servér brownien som den er eller med en klat flødeskum eller en rørt vaniljeis og lidt frugt, hvis den skal være ekstra lækker. Og selvfølgelig med en kop dejlig friskbrygget kaffe.