Lun æblecrumble med kanel 🍎

Sponsoreret |

Her i december har jeg et par gange, i samarbejde med Zwilling J.A. Henckels, lavet lækker æblecrumble i boligafdelingen hos Magasin Aarhus, i de fine cocotter fra Staub.

Cocotten fra Staub er lavet i støbejern.  De særlige knopper designet i cocottens låg, danner en nedbørseffekt inde i cocotten. Dette gør den særdeles velegnet til at lave langtidsbraisseringer, oksegrydesteg mm., fordi cocotten holder på saft og kraft. Men den kan altså også bruges, til at lave en lækker saftig æblecrumble i ovnen. Opskriften får du lige her:

Æblecrumble (6 pers.)

Sådan gør du:

– 5 – 6 store æbler.

– 2 spsk. vand.

– 100 g sukker (heraf 2 spsk. til æblerne)

– 1,5 tsk. stødt kanel.

– 3 spsk. mandler.

– 150 g mel.

– 100 g koldt smør i tern.

– 50 g havregryn.

– 1/2 økologisk citron (skal heraf).

– 1 knsp. salt.

Pynt: en skefuld creme fraiche, evt. rørt med lidt vanilje og revet citronskal.

Sådan gør du:

Tænd ovnen på 200 grader.

Skræl æblerne og skær i tern. Læg dem i din cocotte med vand, 2 spsk. sukker, kanel og revet citronskal. Bag dine æbletern møre i ovnen – læg gerne låg på cocotten. Æblerne må gerne have lidt bid, så giv dem kun 5-10 minutter.

Kom resten af sukkeret, mel, smør, havregryn, groft hakkede mandler og salt i en skål og bland godt sammen. Fordel oven på æblefyldet. Bag midt i ovnen, uden låg i 25 – 30 minutter, eller til toppen er sprød og gylden.

Servér med en skefuld fed creme fraiche, f.eks. rørt med lidt vanilje eller citronskal.

Continue Reading

Mangomousse

Lækker og frisk lille mangodessert pyntet med sød, sprød marengs og hakkede salte mandler.

Forleden skulle jeg prøve noget nyt. Nemlig at lave en vegansk mangomousse. Resultatet blev overraskende godt. Let og dejlig frisk. Og så er opskriften meget enkel. Jeg har valgt at pynte desserten med salte mandler og kyskager af sprød marengs, hvilket ikke gør den helt vegansk længere. Skal den holdes helt vegansk, kan du f.eks. pynte den med kandiset citronskal.

Du skal bruge (6 stk.)

3 modne mango.

Lidt vanilje.

1 dåse kokosmælk (ikke light).

Et skvæt citronsaft.

Pynt: fine kyskager og hakkede salte mandler.

Sådan gør du:

Start med at skære alt mangokødet fri fra skræl og sten. Blend mangokødet helt glat til en fin puré og vend det med lidt vanilje.

Dåsen med kokosmælk deles i creme og mælk. Du skal altså tage alt den fede kokoscreme fra mælken (som kan gemmes og bruges til noget andet). Cremen vendes med mangopuréen og smages til med citronsaft.

Fyld din mangomousse på sprøjtepose og fordel den i 6 glas. Stil den på køl i minimum en halv time og pynt med kyskager og hakkede salte mandler før servering.

Continue Reading

Kyskager

Kyskager er altid et hit og kan laves i alverdens farver.

Det er ikke nogen sag at lave kyskager. Det kræver blot lidt tålmodighed, når du skal piske din marengs. Bliver den ikke pisket nok, vil de fine toppe falde sammen.

Kyskagerne smager godt i sig selv eller som pynt på en dessert.

Du skal bruge (ca. 30 stk.)

2 æggehvider.

100 g. sukker.

Korn af 1/2 vaniljestang.

Lidt pastafarve.

Sådan gør du:

Pisk æggehviderne helt stive. Tilsæt herefter lidt efter lidt sukkeret, mens der piskes. Tilsæt vaniljekorn og pisk videre i 10-15 min. eller til du har en lækker marengs, med toppe der ikke falder sammen.

I en sprøjtepose med stjernetyl trækkes pastafarve med en knivspids eller tandstik, hele vejen op ad posen i en streg. Pas på farven ikke lægger sig i et for tykt lag, for så vil det have svært ved at tørre i ovnen. Fyld herefter din marengs i posen og sprøjt massen ud i små toppe på størrelse med en femkrone, på en bageplade beklædt med bagepapir.

Tør dine kyskager i ovnen ved 80 grader C. i cirka to timer, eller til kagerne slipper bagepapiret. Sådan – fine kyskager 👌

Opbevares i en tætlukket pose.

Continue Reading

Karamelmousse med havsalt og rugbrødscrumble

Mnn.. lækker blød karamelmousse toppet med knasende sprød rugbrødscrumble.

Du skal bruge ( 4. pers.) :

Karamelmousse:

– 100 g. brun farin.

– 30 g. smør.

– 7 dl. piskefløde.

– et nip havsalt.

– 4 blade husblas.

– korn af 1/2 vaniljestang.

Rugbrødscrumble:

– 2 skiver rugbrød.

– 1 spsk. brun farin.

Pynt: skovsyre og hasselnøddecreme.

Sådan gør du: 

Karamelmousse:

Smelt brun farin og smør langsomt, over lavt blus, i en gryde. Sukkeret skal være helt helt opløst. Udblød i mens din husblas og pisk 6 dl. fløde stift.

Når sukker og smør er opløst tilføjes 1 dl. fløde og et nip salt til massen. Når denne er afkølet let, smeltes husblassen i karamellen.

Vend lidt af flødeskummet i din karamel og vend det herefter tilbage i resten af flødeskummet.

Hæld karamelmoussen på sprøjtepose og fyld den i fire glas. Sættes på køl 3-4 timer eller til den har sat sig.

Rugbrødscrumble:

Hak rugbrødet i små meget fine tern (eller giv det en tur med blenderen). Drys med en skefuld brun farin og bag det i ovnen ved 175 grader C. i cirka 15 min. eller til det er sprødt.

Servér moussen toppet med din rugbrødscrumble, tynde striber af hasselnøddecreme og skovsyre.

Er du vild med karamel, så prøv også denne dejlige chokolademousse med karamel og hakkede saltmandler.

Continue Reading

Blomme -og nektarinkage med marcipan & mørk chokolade

Dejlig kage med skøn smag af nektarin. Perfekt til en varm kop te på en regnvejrsdag.

Denne lækre lille sag af en kage, blev egentlig bagt, fordi jeg stod med en god håndfuld blandede overmodne frugter, creme fraiche og en plade Rittersport med marcipan og chokokolde, som jeg ikke helt vidste, hvad jeg skulle gøre af.

Bevares, jeg kunne selvfølgelig have spist chokoladen … 😉

Jeg har en lækker grunddej, jeg altid bruger til muffins, så frugter og chokolade blev hakket groft og vendt i dejen og det blev altså til denne saftige kage med skøn smag af nektarin (som i øvrigt smager ret godt sammen med chokolade).

Kagen smager ekstra lækkert med en skefuld fuldfed creme fraiche og en brændende varm kop te.

Du skal bruge:

75 g. smør.

2 æg.

2 1/2 dl. sukker.

2 dl. creme fraiche.

4 1/2 dl. hvedemel.

1 1/2 tsk. bagepulver.

4 nektariner.

3 blommer.

50 g. marcipan.

50 g. mørk chokolade.

Sådan gør du:

Rør smør og sukker sammen til det er blødt. Pisk æggene i et ad gangen og pisk massen sammen til den er let og luftig. Hak og skær i mens frugt, chokolade og marcipan i tern. Når æg, smør og sukker er pisket luftigt tilsættes creme fraiche. Si herefter mel og bagepulver i dejen.

Vend til sidst frugt, chokolade og marcipan forsigtigt i dejen og hæld den i en smurt springform eller lign.

Jeg har bagt min i en bagering (cirka 20 cm. i diameter). Bag kagen i en forvarmet ovn ved 180 grader C i cirka 35-40 min.

Du kan også sagtens bruge dejen til muffins. Af denne opskrift vil der blive cirka 12 stk.

Continue Reading

Sød sommerlig cheesecake med hyldeblomst, hvid chokolade & citron 🍋

Lækker no-bake cheesecake med bund af havrekiks og blød ostecreme uden husblas.

Denne dejlige kage, lavede jeg for nylig til min mors fødselsdag. Kagen er meget enkel, men bliver alligevel rigtig fin med de små blade af skovsyre, der ligger gemt under et lag af hyldeblomstgelé. Selve ostecremen er nem at lave, da den er uden husblas. Cheesecakes består oftest af en kiksebund – det gør denne også, men i stedet for de traditionelle Digestive kiks, har jeg brugt havrekiks. Havrekiks giver kagen lidt kant og knas og smager dejligt sammen med vanilje og citron.

Du skal bruge (8 pers.)

Gelé

– 1/2 l. god koncentreret hyldeblomstsaft

– 5-6 blade husblas

Creme

– 100 g. mascarpone

– 300 g. neutral flødeost

– 1/4 l. piskefløde

– 2 spsk. sukker

– korn af 1 stang vanilje

– skal af 2 øko citroner

– 150 g. hvid chokolade

Bund

-200 g. havrekiks

-100 g. smør

Desuden rød eller grøn skovsyre.

Sådan gør du:

Bund: Knus havrekiksene og smelt dit smør. Bland kiks og smør sammen og fordel det i bunden af en springform / kagering, så blandingen danner bund i din kage. Stil bunden på køl i en halv til en hel time og lav imens din ostecreme:

Pisk fløden til skum sammen med sukker. Smelt chokoladen over vandbad. Pisk mascarpone og flødeost sammen med vaniljekorn og citronskal. Vend den smeltede chokolade i din ostecreme og vend derefter forsigtigt flødeskummet i. Smag cremen til med citronskal og vanilje. Hæld ostecremen over din kiksebund og læg forsigtigt skovsyre på kagen. Tryk dem lidt ned med spidsen af en kniv. Stil kagen på køl og lad den stå minimum tre timer.

Imens kan du lave din hyldeblomstgelé: Udblød hudblassen i koldt vand. Giv saften et opkog og smelt den udblødte husblas deri. Lad saften køle helt, før du forsigtigt hælder den over kagen. Hvis det er svært at styre, så hæld saften over kagen, nedover bagsiden af en ske.

Stil kagen på køl igen, til geléen har sat sig.

Er du vild med cheesecake, så prøv også denne efterårsudgave med pære og lakrids.

 

Continue Reading

Chokomousse med knas og karamel

Velkommen til en kendt klassiker med et twist. Chokolademousse, luftig og lækker, toppet med sprøde salte mandler, mørk chokolade, granatæblekerner og mynte. Under chokolademoussen gemmer sig en blød karamel. Ikke så meget pjat.

Vær opmærksom på, at den skal stå nogle timer på køl, så den kan med fordel laves dagen før, den skal spises.

Her kommer opskriften.

Du skal bruge (8 små)

Karamellen:

200 g. sukker

1 dl. piskefløde

50 g. smør

Chokolademousse:

170 g. mørk chokolade

3 æggeblommer

3 æggehvider

50 g. sukker

3 dl. piskefløde

Pynt:

En håndfuld salte mandler

50 g. granatæblekerner

En håndfuld mørk chokolade ( f.eks. knapper eller spåner)

8 mynteblade

Sådan gør du

Start med at lave din karamel: giv fløden et opkog og sæt den til side. I en anden gryde varmes sukkeret og smør forsigtigt op til det bliver til gylden karamel. Tag gryden af varmen og tilsæt fløden. Pas på du ikke brænder dig! Det kan godt sprøjte en del. Rør flødekaramellen godt sammen og sæt den til at køle af, før du med en sprøjtepose, fordeler karamellen i bunden af dine glas.

Sæt dine glas med karamel på køl, mens du laver chokolademoussen:

Smelt chokoladen over vandbad. Afkøl den let, mens du laver resten. Pisk i en skål sukker og æggeblommer luftige. Det tager nogle minutter. Pisk i anden skål æggehvider helt stive. I en tredje skål piskes fløden til skum. Så er du klar til at samle moussen. Vend chokoladen i de piskede æggeblommer og sukker og vend herefter æggehviderne i massen. Til sidst vendes flødeskummet forsigtigt i chokoladeblandingen. Fyld chokolademoussen i en sprøjtepose og fyld dem i dine glas med karamel (vær sikker på, at karamellen har sat sig og er kold). Sæt din chokolademousse på køl i 3-4 timer.

Inden servering pyntes med hakkede salte mandler, chokolade, granatæblekerner og et enkelt mynteblad.

 

Continue Reading

Fly Away ✈

For nyligt deltog jeg i min første kagekonkurrence. Av av av. Det gik langt fra, som jeg havde håbet på. Det på trods, vil jeg alligevel, kalde mig en stolt taber.

Konkurrencen var i forbindelse med (gen) åbningen af det tidligere Karup Lufthavn. Nu med det “internationale” navn “Midtjyllands Lufthavn”. Konkurrencen var relativ simpel: lav en kreativ kage til 6-8 personer over temaet “luftfart”. Timm Vladimir og Juliane Dixen fra Den Store Bagedyst var dommere, så forventningerne og ambitionsniveauet var skruet relativt højt op.

Min endelige kage kan du se nedenfor. Den bestod af en no-bake cheesecake af citron, flødeost, mascarpone, vanilje og hvid chokolade. Ovenpå en syrlig gelé , der skulle forestille jorden, med små fly-macarons. Mine macarons var med vaniljesmørcreme og de lå i små sukkerskyer af isomalt. Ligeledes havde jeg lavet to stående fly af isomalt, hvorpå lufthavnens nye navn, var skrevet med guld ( som et krav, skulle navnet indgå i kagen).

Selve konkurrencen var meget kaotisk og jeg var nok også ret nervøs, både op til og under konkurrencen. Jeg havde ikke rigtig en idé om, hvad de 34 andre deltagere ville lave og hvad jeg skulle forvente. Mon min kage overhovedet var god nok? Havde jeg øvet for meget eller for lidt? Var mine teknikker gode nok?

Da vi ankom til konkurrencen og jeg så de andre kager, blev jeg både imponeret – for de var virkelig flotte! Men jeg tænkte også “ok, jeg har en chance”, for de fleste kager var lavet med fondant. I ved det her, man kan købe færdigt og trykke ud/modellere , som modellervoks.

Tom Vladimir lagde ud med at sige, at havde det været i en hvilken som helst anden kagekonkurrence, var alle fondantkagerne røget ud fra start. Det gjorde de til gengæld ikke i denne konkurrence, for de skulle ikke bedømme på smag. De skulle altså ikke smage kagerne. I en kagekonkurrence!

Nå, men så kunne jeg godt regne ud, hvad klokken var slået. Jeg var ude. For der var altså nogle rigtig flotte og kreative fondantkager. Desværre.

Jeg følte lidt, at der kun blev bedømt på udseende, der var virkelighedstro og ikke abstrakt, eller ift. teknik, stil, indhold, smagssammensætning mm., som jeg havde brugt lang tid på og mener er vigtigt, for en kage på højt niveau. Konkurrencen udviklede sig til en fondant konkurrence mere end en egentlig kagekonkurrence.

Når det så er sagt, var det en kæmpe oplevelse at være med og få bedømt sin kage, af to “eksperter” – og jeg fik da bestemt også nogle pæne ord med på vejen. Blandt andet bed de mærke i, at alt var spiseligt, at jeg havde arbejdet med både isomalt og macarons og at min gelé stod flot.

Så selvfølgelig er jeg stadig kæmpe stolt over min fine kage og min præstation i min første kagekonkurrence. Men nu har jeg også fået kage nok for et par dage. Så den næste opskrift, du får, bliver nok ikke en kage 😉

Continue Reading

Fastelavnsboller

Der er absolut ingen grund til, ikke at tage forskud på fastelavnsbollerne. De smager simpelthen så godt, at man kan undre sig over, de “kun” skal spises til fastelavn. De findes jo i et utal af varianter. Denne her er rimelig klassisk. Dejen er en gærdej med smør og indeni er der vaniljecreme. Du kan også sagtens fylde andet i, som f.eks. lidt hindbærsyltetøj eller en chokoladeknap. Pas dog på med ikke at overfylde dine boller, så alt det dejlige fyld ender med at løbe ud.

Du skal bruge (16 stk.)

Dej

400 g. hvedemel

75 g. smør

25 g. gær

3 dl. mælk

1 æg

15 g. sukker

1 tsk. kardemomme

1/2 tsk. sukker

1/2 tsk. salt

Crème

3 dl. mælk

1/2 stang vanilje

2 æggeblommer

15 g. sukker

2 spsk. maizenamel

Evt. flormelis og kakaopulver til glasur.

Sådan gør du

Opløs gæren i mælken. Bland i en anden skål mel og smør godt sammen og tilsæt kardemomme. I en tredje skål piskes æg godt sammen med sukker og salt. Pisk æggeblandingen sammen med gær og mælk og bland det herefter sammen med mel og smør. Det hele skal samles godt til en blød og lækker dej. Stil den på køl i godt en time og lav imens din creme:

Flæk vaniljestangen og skrab kornene ud. Put korn og stang i en gryde med mælk og lun det. Pisk æg og sukker sammen med maizena og tilsæt forsigtigt den lune mælk. Hæld blandingen tilbage i gryden og pisk over varme, til den tykner. Afkøl din creme.

Slå din dej ned og rul den ud til en stor firkant. Skær den i 16 ligestore stykker og fyld en lille skefuld creme på hver. Hver fastelavnsbolle skal nu foldes sammen. Tag fat i enderne og fold dem ind mod midten af bollen og klem dem sammen. Sæt dem på en bageplade beklædt med bagepapir – med sammenfoldningen nedad og lad dem efterhæve i 20 minutter. Pensel dem gerne med lidt æg, før du bager dem i cirka 15 minutter ved 200 grader. De skal være fine gyldne på toppen.

Pynt evt. med glasur af flormelis, kakao og lidt vand eller si lidt flormelis ovenpå.

 

 

 

Continue Reading

Macarons med citron og hvid chokolade 🍋

Macaronfesten vil ingen ende tage herhjemme og jeg skal da være ærlig at indrømme, det absolut har krævet et par forsøg at få dem fine 😉 Hvis du har prøvet at bage de famøse macarons før, så kender du nok følelsen af, ikke at kunne få armene ned, når dine små makroner er perfekte. Der er mange metoder at lave macarons på og adskillige videoer på nettet. Så det er bare om at komme i gang. Her har jeg lavet en med smag af citron og hvid chokoladeganache i midten. Lækkert siger jeg bare ! Vær dog opmærksom på, at fyldet, som er en ganache, skal stå nogle timer på køl.

Du skal bruge (12-14 stk.)

Makronbunde

1 stor æggehvide

25 g. sukker

50 g. mandelmel

revet skal af 1/2 citron

75 g. flormelis

Fyld/ganache

80 g. hvid chokolade

1/2 dl. fløde

revet skal af 1/2 citron

Sådan gør du

Bland mandelmel, flormelis og revet citron i en skål. Lad det stå, mens du laver din marengs. Sukker og æggehvider piskes til marengs med bløde toppe. Det tager nogle minutter. Si herefter din mandelmel-blanding i din marengsmasse. Pas på det ikke bliver for flydende. Fyld det herefter på sprøjtepose og sprøjt forsigtigt dine macarons ud på en bageplade beklædt med bagepapir.

Nu skal de tørre på bagepladen i cirka en time eller til de har dannet en hinde. Bag dem ved 160 grader i cirka 10 minutter (hold øje med dem undervejs).

Fyld/ganachen

Bring din fløde i kog sammen citronskal. Hak imens din chokolade og hæld det i en skål. Når har fløden har været oppe at koge, hældes den forsigtigt over din chokolade. Rør forsigtigt i det, til det er smeltet til en “tyk chokoladesovs”. Stil det på køl, gerne natten over. Husk at tildække det med film, direkte på ganachen, så der ikke dannes kondensvand.

Inden du skal bruge ganachen , piskes den ganske let. Sprøjt den forsigtigt mellem dine macarons.

 

 

Continue Reading