Jeg er vild med tærter, fordi fyldet kan varieres lige efter humør eller indhold af mit køleskab. Min favorit er med feta og spinat, men idag skulle der altså bruges rester, så det blev til denne “klassiske” tærte med porre og skinke. Eller rettere sagt, var det en rest kogt hamburgerryg, som vi forleden fik med grønne bønner og flødekartofler. Du kan jo bruge, hvad du synes. Tærten smager desuden også skønt med broccoli i.
Du skal bruge (6-8 pers.)
Dej:
75 g. hvedemel.
75 g. grahamsmel.
75 g. smør.
3/4 tsk. salt.
2-3 spsk. vand.
Fyld:
Ca. 300 g. kogt skinke, eller en rest kogt, røget hamburgerryg.
2 store porre.
1-2 tsk. hvidvinseddike.
Lidt smør til stegning.
Æggemasse:
3 æg.
1 dl. creme fraiche.
En knivspids revet muskatnød.
Salt og friskkværnet peber.
Dej:
Hvede -og grahamsmel og salt blandes i en skål. Smørret smuldres herefter i melblandingen, vandet tilsættes og dejen samles hurtigt til en kugle med hænderne. Læg dejen, pakket i husholdningsfilm eller lign., på køl i en halv til en hel time.
Mens dejen hviler, kan fyldet laves, så det er klar: rens og skær porre i tynde skiver. Steg det på panden, til det falder lidt sammen. Det er vigtigt, der ikke er væske tilbage på panden. Skær skinken i store chunks.
Pisk æggemassen godt sammen.
Smør tærteformen godt. Når dejen er klar, rulles den ud og tærteformen beklædes med dejen. Prik dejen med en gaffel og blindbag den i 10-15 minutter ved 200 grader C. På den måde, er det lettere at få en sprød bund.
Fyld så tærten med porre og skinke og hæld æggemassen over fyldet. Bag den færdig i ovnen i cirka 25-30 minutter eller til massen er stivnet og tærten er let gylden på toppen.
Servér evt. tærten med en grøn salat eller grønne bønner.